Efter et EU-udbud, som blev offentliggjort i maj 2024, har 22 hold budt ind på at deltage i konkurrencen om en strukturplan for Refshaleøen og en masterplan for første etape af udviklingen af den nye bydel i København.
Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn ejer 80 hektar af Refshaleøens i alt 115 hektar.
By & Havn råder over 28 hektar, mens 52 hektar tilhører Refshaleøens Ejendomsselskab, som ejes af pensionskasserne Sampension, PKA, Pensam og PFA Pension.
Nu har de to grundejere så udpeget de fem hold, som samlet bedst levede op til bedømmelseskriterierne omhandlende organisation, bemanding, proces, opgavetilgang og pris.
Læs også: Byudvikling på Refshaleøen rykker nærmere
Det skriver Refshaleøens Ejendomsselskab i en pressemeddelelse.
Af hensyn til de endnu uafklarede politiske forhandlinger om den kommende infrastruktur i Østhavnen, herunder om linjeføringen for den kommende metrolinje, M5, påbegyndes struktur- og masterplankonkurrencen for Refshaleøen først den 8. januar 2025, oplyses det.
Inden da vil Refshaleøens fremtidige status skulle afklares i forbindelse med vedtagelsen af den kommende Kommuneplan 2024.
En vinder af struktur- og masterplankonkurrencen forventes udpeget efter sommerferien 2025, skriver Refshaleøens Ejendomsselskab.
Læs også: Her skal der bygges nye boliger i København
Det vindende hold vil efterfølgende skulle bidrage til at bearbejde deres forslag, så det kan danne grundlag for arbejdet frem imod en første byggeretsgivende lokalplan i regi af Københavns Kommune.
Konkurrenceprogrammet vil blive offentliggjort i forbindelse med konkurrencestarten i januar 2025.
De fem deltagende hold
- Arkitema i samarbejde med Effekt Arkitekter, Cowi, Beta Mobility Consulting samt konsulenter
- Cobe i samarbejde med Dorte Mandrup, WSP, Metropolitan Metaculture, Aiming Spaces, Culture Works (DK) samt konsulenter
- Henning Larsen Architects i samarbejde med Adept, Rambøll Danmark, Atelier Loidl Landschaftsarchitekten Berlin GmbH, Volcano, BC Architects og Planscape
- Tegnestuen Vandkunsten i samarbejde med Arcgency, Marianne Levinsen Landskab, EKJ Rådgivende Ingeniører, LINQ Trafikrådgivning og Cushman & Wakefield | RED samt Advisory Voard
- Tredje Natur i samarbejde med Arup, BRIQ, Aaen Engineering og DGE Danmark
Kilde: Refshaleøens Ejendomsselskab.