Arkitekfirmaet Dorte Mandrup havde i regnskabsåret 2023/2024 en omsætning på 77,7 millioner kroner mod 78,4 millioner kroner året før.
Driftsresultatet lød på godt 4 millioner kroner mod 2,1 millioner kroner året før, og resultatet efter skat landede på 4,2 millioner kroner mod 1,9 millioner kroner året før.
Efter skat lød resultatet i 2023/2024 på 3,2 millioner kroner mod knap 1,5 millioner kroner året før.
Egenkapitalen er på knap 8 millioner kroner i arkitektvirksomheden, der har omkring 80 ansatte.
Læs også: Lundgaard & Tranberg med markant vækst på bundlinjen
“De organisatoriske ændringer, der blev igangsat i sidste regnskabsår med indtrædelse af en ny administrerende direktør og syv nye associerede partnere er ved at lande, og tegnestuens øverste ledelse samt fire partnere er i fuld gang med onboardingen af de associerede partnere, som nu er begyndt at tage aktiv del i den strategiske udvikling af tegnestuen”, lyder det i ledelsesberetningen.
Tegnestuen kunne i øvrigt fejre 25-års jubilæum i april 2024, ligesom yderligere to nye lande er føjet til listen over markeder, som arkitektfirmaet arbejder i.
Læs også: ACT Architects fordobler resultatet i 2023
“Vores strategi om at brede typologierne ud på kontor, mixed-use, bolig, uddannelses- og kulturprojekter har resulteret i en god spredning af opgaver og skalaer, og i 2024 har Dorte Mandrup igangværende projekter i Danmark, Belgien, Tyskland, Sverige, Norge, Holland, Portugal samt Canada”, lyder det videre.
Aktuelt er tegnestuen blandt andet i fuld gang med at tegne Mærsks nye hovedsæde på Amaliegade i København, ligesom arkitektvirksomheden står bag kontorbyggeriet Hængslet mellem Bernhardt Jensens Boulevard og Kystvejen på Aarhus Ø for Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens AAA United.