EDC Projekt Poul Erik Bech i København får ny kunde- og relationsdirektør

Thomas Høeg Mogensen er ansat som ny kunde- og relationsdirektør i EDC Projekt Poul Erik Bech i København, der er en af Danmarks største afdelinger for salg og udlejning af projektboliger.

Thomas Høeg Mogensen starter den 1. marts 2024 som kunde- og relationsdirektør hos EDC Projekt Poul Erik Bech i København.

Det skriver mæglerkæden i en pressemeddelelse.

Thomas Høeg Mogensen er 41 år og født og opvokset i Vejle, men bor i København. Han er uddannet ejendomsmægler og har over 10 års erfaring med projektbranchen.

Siden 2016 har han været en stor del af LokalBolig Projekt, hvor han var medindehaver i seks år. Han har det seneste år arbejdet hos softwarebureauet Estatetool.

– Jeg har savnet ejendomsmæglerbranchen det sidste års tid, så da denne mulighed bød sig, var jeg ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige for mig at komme tilbage til den branche, jeg elsker og kender så godt, og hvor jeg har et stort netværk og til fulde kan bruge mine spidskompetencer, udtaler Thomas Høeg Mogensen.

– Samtidigt bliver jeg en del af et meget erfarent team, og jeg kender kundechef Lars Bo Christensen og senior projektchef, Alice Lotinga fra tidligere. Jeg er meget ambitiøs, og det er EDC Projekt også, så det er er perfekt match, og jeg glæder mig til at starte og være med til at vækste projektafdelingerne rundt i hele landet.

Læs også: Der skal bygges langt flere boliger i København

En af Thomas Høeg Mogensens første opgaver bliver sammen med hele 18 kollegaer i EDC Poul Erik Bech at deltage på Europas største ejendomsmesse Mipim, hvor den danske og internationale ejendomsbranche mødes i Cannes i Frankrig fra den 12.-15. marts.

EDC Projekt Poul Erik Bech overtog i begyndelsen af 2023 Stad Projekt.

– Sammensmeltningen er gået over al forventning, hvor vi har taget det bedste fra to verdener, og den nye og større projektafdeling har bidraget pænt til såvel omsætningen som resultatet i 2023. Vi glæder os til at få Thomas Høeg Mogensen med på holdet. Thomas kommer med stærke projektkompetencer og en yderst ambitiøs tilgang. Det er vi sikre på, at vores kunder og samarbejdspartnere vil få rigtig godt udbytte af, udtaler Poul Erik Bech.

EDC Projekt Poul Erik Bech har mere end 600 ansatte i 19 erhvervscentre og 80 boligbutikker i hele landet.