Deas har rykket teltpælene på Frederiksberg op og er netop flyttet ind i sit nye domicil, der er certificeret til DGNB Guld. Ejendomsadministratorens nye hovedsæde ligger på Bellidavej 20 i Valby.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det nye domicil på 9.300 kvadratmeter er udviklet af Nrep og rummer blandt andet en bemandet kaffebar, en bistro drevet af Meyers og skrivebordspladser, der skal bookes online af de 600 medarbejdere.
Læs også: Projekt med boliger, hotel og butikker i Valby er vedtaget
Foruden en lang række ydelser inden for ejendomsadministration og -service sælger og rådgiver DEAS også professionelt om “space planning” i forbindelse med omdannelser eller moderniseringer af ejendomme.
Derfor bliver domicilet et udstillingsvindue og et levende eksempel på, hvordan Deas arbejder med udvikling af en ejendom ud fra et samlet koncept, der brander en ejendom, lyder det fra ejendomsadministratoren.
– Fra begyndelsen har vi haft den ambition, at vores nye domicil skal være mere end blot et inspirerende sted for vores medarbejdere. Vi vil også gerne inspirere vores kunder og investorer og vise dem potentialet i en effektiv og moderne “space planning”. Derfor ser vi frem til at byde alle velkommen i Valby, så de kan opleve, hvordan vi kan skræddersy et færdigt koncept for en ejendom, udtaler Steen Amstrup, administrerende direktør i Deas.
Medarbejdere har ikke faste skriveborde, men kan i stedet booke pladser online. Fællesarealerne er desuden en forlængelse af kontormiljøet, så de kan bruges til både arbejde og uformelt ophold for at opnå en maksimal udnyttelse af ejendommens kvadratmeter, skriver Deas.
Domicilet er navngivet ”The Market” som koncept og reference til dets beliggenhed i Grønttorvet i Valby.
Læs også: Ny plan for Valby Idrætspark: Et helt nyt bykvarter med boliger, hotel og erhverv
– Når vi “space planner” ejendomme, arbejder vi med at give dem en identitet og et fast koncept, der skaber en rød tråd i det samlede udtryk og brander dem som en attraktiv ejendom udadtil. Vi har dagligt kontakt med mange erhvervslejere, og vi ved, at der i dag også er efterspørgsel efter arbejdspladser, der tilbyder oplevelser ud over arbejdsopgaverne ved skrivebordet, siger chefarkitekt Mie Møller fra Deas.
– Derfor er særligt fællesarealerne et vigtigt fokusområde for både oplevelser og optimal udnyttelse af kvadratmeterne. Konkret i vores domicil har vi aktiveret eksterne partnere, som sikrer oplevelser i form af blandt andet en bistro drevet af Meyers og en bemandet kaffebar fra Damn Good Coffee.
Foruden bistro og kaffebar er møblerne i fællesarealerne nøje udvalgt og varierende gennem ejendommen. Blandt andet er der etableret “det sociale hjørne”, hvor brugere af ejendommen i løbet af en arbejdsdag kan tage ophold med kolleger for at sparre med hinanden.
DEAS lejer ejendommens totale 9.300 kvadratmeter og indretter egne kontorer på ejendommens 2. og 3. sal, mens 1. salen og dele af stuetagen fremlejes eksternt.