Der sker ting og sager i området omkring Loftbrovej ved Bouet i Nørre Uttrup i Nørresundby.
For et par år siden købte Coop en 64.000 kvadratmeter stor grund i området, og den 11. marts besluttede politikerne i byrådet i Aalborg at sende en lokalplan for et 16 hektar stort areal i området i offentlig høring.
Men der er mere på tegnebrættet. Den 4. april skal politikerne i By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune således beslutte, om endnu en lokalplan skal indstilles til at blive sendt i otte ugers offentlig høring.
Den skal bane vejen for, at der kan bygges butikker i op til tre etager på en grund, der ligger ud mod Frederikshavnmotorvejen.
“Lokalplanen giver mulighed for opførelse af erhvervsbyggeri samt butikker til udvalgsvarer”, fremgår det af et notat fra Aalborg Kommune.
“Placeringen tæt ved motorvej E45 gør området attraktivt, og virksomheder på den aktuelle lokalitet vil kunne blive trafikbetjent fra både nord og syd”, fremgår det videre.
Af selve lokalplanforslaget fremgår det, at der skal bygges 6.185 kvadratmeter butikker til detailhandel eller butikker til særligt pladskrævende varer. Den enkelte butik skal være mindst 700 kvadratmeter stor, og der må ikke etableres dagligvarebutikker.
Loftbrovej skærer sig gennem området. Der må bygges 2.600 kvadratmeter nordvest for Loftbrovej, mens der i området sydøst for vejen og tættest på motorvejen må bygges 3.585 kvadratmeter.
Bebyggelsen i området skal opføres med facader af tegl og beton i kombination med delpartier i glas, træ eller metal.
Det understreges i lokalplanen, at facader ikke må fremstå monotome. De skal derfor skal differentieres ved facadeudtrykket gennem eksempelvis materialevalg og detaljering ved facadepartier.
Lokalplanområdet strækker sig over et areal på 5,7 hektar i alt. En mindre del af lokalplanområdet ejes af CoolShop (Delområde B), som har lokaler i området, mens det sydøstlige område ejes af anpartsselskabet Bolivar (Delområde A).
Bolivar ejes fortrinsvis af af Peter Johan Sønderby-Wagner, der nok bedst er kendt som stifter af Dating.dk, samt af den Vedbæk-baserede ejendoms- og butiksudvikler Brian Schou Bjerg, som står bag K3 Ejendomme.
Området ved Bouet er ifølge Aalborg Kommune et trafikalt knudepunkt. Den en fembenede rundkørsel ved Bouet er presset på kapaciteten, og kommunen er derfor ved at undersøge muligheden for at omlægge den til et lysreguleret kryds.
Et tidligt estimat af anlægsomkostninger for omlægningen ligger på mindst 50 millioner kroner. Kommunen arbejder aktuelt på et skitseprojekt, hvor et mere præcist anlægsoverslag estimeres. Der er indtil videre ikke afsat penge til omlægningen af rundkørslen.