Clever åbnede onsdag en af Sydsjællands største lynladestationer ved Stop37, som er det nye motorvejscenter Sydmotorvejen på Sjælland.

Det skriver ladeoperatøren i en pressemeddelelse.

På den nye lynladestation kan 18 elbiler på samme tid lade fra 0-80 procent på under 30 minutter.

– Elbilsalget buldrer derudaf. Det skaber et naturligt behov og høj efterspørgsel efter lademuligheder – også på Sydsjælland, siger Kenneth Boe Larsen, der er ejendomsdirektør hos Clever.

Han indviede onsdag den nye lynladestation med Ole Vive (V), borgmester i Faxe Kommune og Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel, som er ejer af Clever.

Læs også: Clever investerer 1 milliard i ladeinfrastruktur i 2024

I Faxe Kommune oplever man en stigende efterspørgsel hos borgerne for flere og hurtigere lademuligheder.

– Vi har en ambition om at reducere kommunens CO2-udledning med 70 procent i 2030, set i forhold til 1990, og i 2050 skal Faxe Kommune være 100 procent klimaneutral. Her spiller en grøn omstilling af infrastrukturen en afgørende rolle. Det kan kun lade sig gøre, hvis det bliver nemt og bekvemt for borgerne at vælge elbilen til, siger Ole Vive.

Hos Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern, Andel, glæder man sig også over datterselskabet Clevers udbygning af den danske ladeinfrastruktur.

– Da vi for 14 år siden etablerede Clever, var det med ønsket om at bidrage aktivt til at skabe et grønnere i morgen. Dengang var der få, der så elbilen som et reelt alternativ til benzin- og dieselbilerne. Det holdt heldigvis ikke stik. Alene sidste år har Danmark fået tusindvis af ladestandere til de mange elbiler, der nu er et hverdagssyn på vores veje, siger Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel.