Ifølge en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet har dansk turisme gennem de seneste år har leveret på rekordhøje overnatningstal, og antallet af udenlandske turister, der vælger Danmark som feriedestination, er stigende.
Især lægger tyske og hollandske turister sig i tiltagende grad til rette i danske hotelsenge. Derudover melder feriehusbureauerne om rekordmange bookede feriehuse i 2024.
Hvis turisten fortsat skal vokse og bidrage med lokale arbejdspladser og være en dansk styrkeposition skal der smides penge i erhverv, lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Særligt uden for de store byer, hvor investeringerne i blandt andet ny overnatningskapacitet ifølge data fra VisitDenmark ikke er fulgt med den stigende efterspørgsel de seneste år, påpeger ministeren.
– Vi har taget temperaturen på dansk turisme, og her er det tydeligt, at Danmark allerede er et attraktivt rejsemål med en åben og imødekommende befolkning og spændende fritidsaktiviteter. Grundlaget er i hus – nu skal vi bygge ovenpå og investere målrettet, udtaler Morten Bødskov.
LÆS OGSÅ: OVER 4.000 NYE HOTELVÆRELSER PÅ VEJ I DANMARK
– For endnu flere skal vælge Danmark til uden for højsæsonen, de nordiske gæster og erhvervsturisterne skal tilbage, og så skal vi helt generelt sikre kvalitetsstærke og tidssvarende oplevelser til vores mange gæster. Vi må ikke sove i timen, når det kommer til at udnytte det potentiale og momentum, der er for dansk turisme.
Regeringen har blandt andet afsat 100 millioner kroner i alt over fire år til en styrket turismeindsats på finansloven for 2024. Pengene skal bruges til at styrke den bæredygtige turisme i hele landet. Yderligere har regeringen lige inden årsskiftet afsat cirka 40 millioner kroner til blandt andet at udnytte potentialet i hele kalenderåret, lyder det fra Erhvervsministeriet.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har derudover i november 2023 udmøntet 110 mio. kroner til fire store turismeinfrastrukturprojekter på tværs af landet, der skal bidrage til at sikre flere private investeringer i turismen uden for de store byer.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer, at åbne for ansøgninger til næste runde i løbet af foråret.