Det lokale familiedynasti Jesper Nielsen og familie skal drive den nye Sunset Boulevard, der åbner på Energivej 8A i Korsør.
Det skriver fastfood-kæden i en pressemeddelelse.
Familien driver dermed i alt fire af kædens restauanter med over 200 ansatte i henholdsvis Ringsted, Slagelse, Nyborg og Korsør.
Den nye restaurant i Korsør får 94 siddepladser, parkeringsplads udstyret til SunsetToGo, og arkitekturen inkorporerer det seneste fra Sunset Boulevards designlinje.
Indenfor byder den på nordisk design og skandinavisk stil med elementer af genbrugsmaterialer. På taget er der installeret solceller, og murene er bygget med genbrugssten. Der er gjort klar til vertical farming, hvor der skal dyrkes krydderurter til maden, skriver Sunset Boulevard.
Læs også: Hotel og konferencecenter i Korsør er sat til salg for 110 millioner
– Vores fokus vil altid ligge på den gode gæsteoplevelse, herunder at gæsterne skal føle sig velkomne i hyggelige omgivelser. Rammerne er blevet de helt rigtige, og vi glæder os meget til åbningen, udtaler Jesper Nielsen.
Med åbningen når Sunset Boulevard op på i alt 47 restauranter i Danmark.
– Vi har høje forventninger. Det er en virkelig flot og gennemtænkt restaurant, og Jesper Nielsen og familie er superdygtige franchisetagere. Det bliver en fornøjelse at kunne invitere korsoranerne og bilister fra Korsør-motorvejen indenfor til en god og frisklavet burger, udtaler administrerende direktør Jens Broch fra Sunset Boulevard.
Det bliver Adile Carkaci, der som restaurantchef skal stå for den daglige drift i restauranten i Korsør i samarbejde med familien Nielsen.
Som blot 16-årig startede hun i en af familien Nielsens restauranter som servicemedarbejder. Hun avancerede til skiftleder som 18-årig og er nu i gang med en akademisk uddannelse i ledelse. I den nye restaurant tager hun skridtet videre til restaurantchef efter 6,5 år i virksomheden.