Knap 43 millioner kroner smider Aarhus Kommune efter byggemodning af et kommunalt ejet areal på 4,3 hektar i Mårslet.
Efterfølgende vil der kunne bygges 12 villaer og 13 kompaktvillaer samt rækkehuse, hvoraf 1.680 kvadratmeter etageareal skal gå til 14 almene boliger.
Pengene til byggemodningen blev bevilget af politikerne på det seneste byrådsmøde. Og de falder på et tørt sted, lød det fra medlem af Teknisk Udvalg, Gert Bjerregaard (V).
– Endeligt, fristes man til at sige, kommer der så lidt flere varer på hylderne, sagde Gert Bjerregaard, og slog fast, at Venstre ønsker, at der kommer endnu mere fart på byggemodningen af lokalplanlagte områder i Aarhus Kommune, så borgere kan fastholdes i kommunen, frem for at de flytter til nabokommunerne.
Læs også: Landbrugsjord mellem Beder og Mårslet forvandles til ny skov
Byggemodningen forventes udført i 2024/2025, så grundene kan udbydes til salg i efteråret 2025.
Samlet forventer kommunen en indtægt fra salg af det kommunale areal på knap 55 millioner kroner, når udlæg og refusion for Aarhus Vand til etablering af kloaksystem på 7,5 millioner kroner medregnes.
De kommende byggegrunde udbydes til salg for højeste bud over mindstepris, der er et gennemsnit af erfaringspriser for området.
Ifølge kommunens forvaltning er Mårslet “et meget attraktivt område i kommunen”, og derfor forventes betydeligt højere salgspriser end i for eksempel Trige.
Området i Mårslet vil rumme syv villagrunde, som hver især forventes at indbringe 2,4 millioner kroner, fem villagrunde til hver især 2,15 millioner kroner, 11 kompaktgrunde til hver især 2 millioner kroner og to kompaktgrunde til hver især 1,95 millioner kroner.
Det kommunale areal indgår som en del af et større område, hvor der i alt skal bygges omkring 150 boliger. Lokalplanen for området er vedtaget.
Læs også: Disse danske byer er vokset mest siden 2014
Området ligger mellem Tranbjerggårdsvej, letbanen, landbrugsejendommen Tranbjerggård og boligområdet Hørretløkken.
Lokalplanområdet indeholder et grønt område, som er fælles for den kommunale og den private del. Det grønne område skal også indeholde regnvandsbassin, der håndterer Aarhus Vands forsinkelse og rensning af regnvandet, inden udledning i Giber Å via grøfter og dræn.
Regnvandsbassinet forbindes via grønne kiler til et eksisterende vandhul i området samt et vandhul i naboområdet Søparken. Det skal være med til at sikre øget biodiversitet til gavn for løvfrøer og vandsalamandere, som allerede er i området.
Det forventes, at Domi Bolig skal stå for de kommende almene boliger i området.