Med 8,2 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden er landsbyen Øster Hornum snart klar til at etablere nye friluftstilbud til de mange hærvejsvandrere, der vil bevæge sig ad den nye spektakulære vandrerute “Frendrup Nihøje-Perlen” i Himmerland.
Projektet omfatter – udover etablering af selve ruten – også indendørs indkvarteringsmuligheder i et nyt “Fælleshus” og et løft af Friluftscenter Katbakken.
Det skriver Rebild Kommune i en pressemeddelelse.
– Først og fremmest skal der lyde en kæmpe ros og en kæmpe tak til alle de ildsjæle, der har brugt mange, mange timer igennem adskillige år for at gøre dette visionære drømmeprojekt til virkelighed, udtaler borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth (V).
– Det gør mig virkelig stolt som borgmester at se den vedholdenhed og det engagement, der har drevet projektet. Hver gang der var sten på vejen – og dem har der været mange af – har de lokale kræfter stået fast, og de har set, hvor der var muligheder.
I hærvejsprojektet får klubhuset til Fælleshuset et løft. Når det står færdigt, vil Fælleshuset kunne tilbyde indendørs indkvartering på førstesalen med tilhørende køkkenfaciliteter, lounge og caféområde, hvor man kan få et velfortjent hvil.
Som en del af projektet er der på “Friluftscenter Katbakken” også planlagt opførsel af foreløbigt to primitive hytter i tillæg til de velfungerende shelters og teltplads med el, udekøkken, bålområde og muldtoilet.
– På Katbakken er der allerede gode faciliteter, men med de nye hytter tager vi hul på et nyt kapitel, og vil nu kunne tilbyde besøgende, som ønsker det, lidt mere komfort end vi kan i dag, fortæller Hugo Mogensen, formand for foreningen “Friluftscenter Katbakken” og medlem af Hærvejsgruppen.
Fakta om projektet
● Projektnavn: Hærvejens start/slut-sted i Øster Hornum og Frendrup Nihøje-Perlen
● Projektejer: Øster Hornum Hallen og Friluftscenter Katbakken
● Nordea-Fondens støtte på 8,2 millioner kroner er hjørnestenen i finansieringen af projektet, som har et samlet budget på 15 millioner kroner.
● Projektperiode: 2024 – 2026
● Øster Hornum er en af de ældste landsbyer i Himmerland med cirka 1.000 indbyggere. Byen ligger i Rebild Kommune 20 kilometer sydvest for Aalborg.
● Den nye Frendrup Nihøje-Perle bliver cirka 10 kilometer lang og går via Vokslev Hede, Frendrup Nihøje, Frendrup Fredskov, Hasseris Å og spor fra jernalderen.
Kilde: Rebild Kommune.