Freja Ejendomme sætter fire historiske ejendomme til salg

De fire ejendomme ligger i henholdsvis København, i Hobro, på Djursland og ved Holbæk og sælges i samarbejde med forskellige erhvervsmæglere.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Freja Ejendomme sætter i dag fire historiske ejendomme til salg. Det oplyser statens ejendomsselskab i en pressemeddelelse.

Der er tale om det såkaldte Gymnastik- og Eksercerhuset på Holmen i København, Kalø Hovedgård på Djursland, Hobro Tinghus og en tidligere flåde- og søminestation øst for Holbæk.

– Det er et meget stort privilegium at skulle finde de nye ejere til historiske ejendomme som Kalø Hovedgård og vores ejendom på Holmen. Nu starter vi processen med at finde de helt rigtige købere til begge ejendomme og vi forventer, at der vil være betydelig interesse for begge ejendomme, udtaler Christina Jørgensen, administrerende direktør i Freja Ejendomme.

– Hvis man er på udkig efter en unik adresse til eksempelvis et nyt domicil eller måske et eksklusivt showroom, så bliver det ikke meget bedre end denne ejendom på Holmen. Der er – afhængig af ny lokalplan – mange mulige anvendelsesmuligheder for den kommende ejer af Kalø Hovedgård – eksempelvis kontorer, undervisning, konferencecenter, hotel eller boliger.

Både tinghuset i Hobro og den tidligere søminestation ved Holbæk beskrives af Christina Jørgensen som “fantastiske ejendomme”, hvor man mærker “historiens vingesus”.

– Tinghuset i Hobro kunne være oplagt til eksempelvis kontor eller liberalt erhverv. Søminestationen er en unik ejendom, der kræver den helt rigtige køber, som kan løfte opgaven og forløse ejendommens kæmpe potentiale. En ejendom med denne meget naturskønne beliggenhed kunne måske være oplagt til konferencecenter eller forskningsfaciliteter, udtaler Christina Jørgensen.

Fakta om de fire ejendomme

Det gælder for alle fire ejendomme, at man ved afgivelse af bud skal beskrive planerne for fremtidig anvendelse af ejendommen. Denne beskrivelse indgår i Freja Ejendommes beslutningsproces og i den samlede evaluering af indkomne bud.


Gymnastik- og Eksercerhuset

Freja Ejendomme har sat Gymnastik- og Eksercerhuset på Holmen i København til salg. Foto: Kontrafame.
Freja Ejendomme har sat Gymnastik- og Eksercerhuset på Holmen i København til salg. Foto: Kontrafame.

Ejendommen på Holmen i København, der oprindeligt er kendt som Gymnastik- og Eksercerhuset, blev tegnet af arkitekt og Holmens bygningsinspektør, C.T. Andersen og opført til brug for gymnastik- og legemsøvelser for Søværnet i 1892.

Senere er ejendommen blevet udvidet med en tilbygning på den østlige side af matriklen. Efter en ombygning ved arkitekt Erik Brandt Dam husede ejendommen fra 2000 til 2024 Den Danske Scenekunstskole.

Den fredede ejendom indeholder i dag to store dansesale samt to mindre sale, behandlerrum og diverse badefaciliteter. Tilbygningen, som er af nyere dato, indeholder lokaler indrettet til administration, frokoststue og diverse omklædnings- og badefaciliteter.

Den 1.720 kvadratmeter store ejendom ligger på en 3.225 kvadratmeter stor grund på Philip De Langes Allé 3.

Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Bygningsstyrelsen.

Cushman & Wakefield | RED assisterer Freja Ejendomme med salget af denne ejendom.

Læs mere om ejendommen her.


Kalø Hovedgård

Freja Ejendomme har sat Kalø Hovedgård på Djursland til salg. Foto: Kontrafame.
Freja Ejendomme har sat Kalø Hovedgård på Djursland til salg. Foto: Kontrafame.

Kalø Hovedgård på Djursland ligger direkte ud til Kalø Vig og med udsigt til Kalø Slotsruin. Der er få minutters kørsel til Rønde og 35 kilometer til Aarhus.

Kalø Hovedgård består i dag af i alt 14 bygninger. Den nuværende trelængede bindingsværksbygning blev opført i begyndelsen af 1700-tallet efter nedrivningen af Kalø Slot. Ejendommen omfatter blandt andet det smukke Jagtslot tegnet af arkitekt Hack Kampmann.

Ejendommen har tidligere fungeret som ladegård til Kalø Slot og har gennem tiden haft flere prominente ejere, herunder grev Conrad Reventlow og Hamborg-slægten Jenisch. Efter 2. Verdenskrig blev Kalø Hovedgård konfiskeret af den danske stat som tysk ejendom.

Den bevaringsværdige ejendom har senere huset sekretariatet for Nationalpark Mols Bjerge samt en afdeling af Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Karlsladen – en stor ladebygning fra 1727 – fungerer i dag som besøgscenter for nationalparken.

Den 8.525 kvadratmeter store ejendom ligger på en 86.684 kvadratmeter stor grund.

Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Naturstyrelsen.

Colliers Aarhus assisterer Freja Ejendomme med salget af denne ejendom. Frist for indikative bud er 11. september 2025 klokken 12 og skal afgives til Tina Iburg, Colliers på mail: tina.iburg@colliers.com.

Læs mere om ejendommen her.


Søminestationen ved Isefjorden

Freja Ejendomme har sat den tidligere søminestation ved Isefjorden til salg. Foto: Kontrafame.
Freja Ejendomme har sat den tidligere søminestation ved Isefjorden til salg. Foto: Kontrafame.

Dagens tredje ejendom finder man på Dragerup Skovvej 10 fem kilometer øst for Holbæk. Her ligger for enden af en privat vej i et skovområde og helt ned til Isefjorden en bevaringsværdig ejendom med en ganske særlig historie.

De to hovedbygninger på ejendommen er opført i 1883 og indtil 1940 fungerede ejendommen som flådestation, hvor man afprøvede torpedoer. Under 2. Verdenskrig indtog tyskerne ejendommen. Efter krigens afslutning flyttede man afprøvningen af torpedoer til Kongsøre. Herefter overgik Torpedostationen – eller Søminestationen som den også kaldes i dag – til at fungere som nødkaserne for Holbæk Kaserne.

Fra slutningen af 1950erne stod bygningerne tomme, og de seneste år har ejendommen fungeret som forskningscenter for Roskilde Universitet (RUC).

Den 1.676 kvadratmeter store ejendom ligger på en 39.802 kvadratmeter stor grund på på Dragerup Skovvej 10.

Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Bygningsstyrelsen. Nordicals Roskilde assisterer Freja Ejendomme med salget af denne ejendom.

Læs mere om ejendommen her.


Hobro Tinghus

Freja Ejendomme har sat Tinghuset i Hobro til salg. Foto: EFKT.
Freja Ejendomme har sat Tinghuset i Hobro til salg. Foto: EFKT.

Dagens sidste historiske ejendom finder man i Adelgade 75 i Hobro. På en central beliggenhed i Hobro ligger Hobro Tinghus fra 1918. Den fredede ejendom er tegnet af arkitekt og kongelig bygningsinspektør Einar Packness.

Den historiske ejendom har tidligere fungeret som tinghus og senest som administration for Kriminalforsorgen. De oprindelige detaljer er bevaret og integreret i de opdaterede kontorfaciliteter.

Ejendommens godt 1.360 kvadratmeter er fordelt på fire etager, der er indrettet med kontorer og mødelokaler i varierende størrelser. Bag ejendommen er der gode parkeringsmuligheder på egen grund, mens der umiddelbart foran ejendommen er offentlige parkeringspladser.

Den 1.366 kvadratmeter store ejendom ligger på en 900 kvadratmeter stor grund på på Dragerup Skovvej 10.

Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Bygningsstyrelsen. EDC Erhverv Poul Erik Bech assisterer Freja Ejendomme med salget af denne ejendom. Den har et prisskilt på 7,9 millioner kroner.

Læs mere om ejendommen her.

Kilde: Freja Ejendomme.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling