Hillerød Kommune har indgået aftale med FSB, som sammen med Tegnestuen Vandkunsten og ABC Rådgivende Ingeniører skal opføre Generationernes Kvartershus med både et alment plejehjem, almene seniorboliger og en daginstitution i byudviklingsområdet Favrholm.
Det oplyser den almene boligorganisation i en pressemeddelelse.
Generationernes Kvartershus kommer ifølge FSB til at bestå af fem bygninger, “som flyder sammen med den omkringliggende natur og skaber gode rum for fællesskab og aktiviteter inde og ude”.
Konkret bliver der tale om et 9.700 kvadratmeter stort plejehjem i to bygninger med 112 pladser, en bygning med cirka 25 boliger i et bofællesskab for alle aldre samt en bygning, som vil huse en kommunalt drevet daginstitution med op til 150 børn.
Bygningerne skal desuden rumme bibliotek, cafe og kiosk samt en række værksteder og fælleslokaler.
– Med afsæt i de almene værdier om fællesskaber, kultur, arbejdsliv og inklusion udvikler vi sunde og holdbare bygninger, der er tilpasset fremtidens behov. Kommunalpolitikere og forvaltningen i Hillerød har med Generationernes Kvartershus sikret både fællesskabet og et samlingssted i den nye bydel, og vi er stolte over, at netop dette byggeri bliver vores første i Hillerød kommune, udtaler formand for FSB, Mads Malik Knudsen.
Læs også: Næste skridt mod nyt stadionkvarter i Hillerød er taget
Han sender også roser til Tegnestuen Vandkunsten, som sammen med ABC Rådgivende Ingeniører har vundet idekonkurrencen med et forslag, der blandt andet omfatter “klimabevidste byggemetoder i træ”.
Hillerød Kommune har haft svært ved at leve op til sin egen målsætning om, at 20 procent af alle boliger i kommunen skal være almene boliger.
Med projektet i Favrholm kan kommunens borgmester, Kirsten Jensen (S), glæde sig over, at der tages et skridt i den rigtige retning.
– Der er stor efterspørgsel efter bofællesskaber, og mange mennesker ønsker også at bo tæt på hinanden i flere generationer. Med Generationernes Kvarter bygger vi et område, hvor vi kan tilgodese mange af de ønsker og behov. Det er en spændende vej at gå, og jeg tror på, at generationerne har glæde af hinanden, udtaler borgmester i Hillerød Kommune, Kirsten Jensen (S)
FSB vil eje og drive plejehjemmet og et bofællesskab. Daginstitutionen og de kulturelle arealer vil være ejet af kommunen.
Byggeriet forventes at stå færdigt ved årsskiftet 2028-29, oplyser FSB.
Om Generationernes Kvartershus i Favrholm
- Et alment plejehjem på cirka 9.700 kvadratmeter med plads til 112 beboere.
- Et bofællesskab med cirka 25 boliger på mellem 45 og 95 kvadratmeter.
- En daginstitution for op til 150 børn på 1.800 kvadratmeter.
- Bygningerne vil desuden huse en række fællesfunktioner som for eksempel bibliotek, cafe og kiosk samt værksteder til eksempelvis cykelreparationer og kreativ udfoldelse.
Byggeriet bliver på i alt cirka 13.500 kvadratmeter og vil blive opført med blandt andet fokus på trækonstruktioner og på at efterlade så meget naturgrund som muligt. Det er et mål for byggeriet, at det opnår DGNB Guld-certificering.
Kilde: FSB.