Med Hansson & Knudsen som entreprenør er Kerteminde Kommune i gang med at bygge et nyt plejehjem med 42 plejeboliger i Rynkeby.
Det skal erstatte det nuværende Dalsbo Plejehjem, som ligeledes ligger i den østfynske by med knap 600 indbyggere.
Når det nye plejehjem efter planen er færdigbygget i september 2025, skal de 22 beboere fra det nuværende Dalsbo Plejehjem flytte over på det nye plejehjem, og dermed bliver de eksisterende plejehjemsbygninger på knap 1.900 kvadratmeter overflødige.
De almene boliger på det gamle Dalsbo skal derfor nedlægges, ligesom den almene boligafdeling nedlægges og likvideres.
Læs også: Jysk udvikler vil bygge række- og parcelhuse i Langeskov
Kerteminde Kommune vil derfor sætte ejendommen til salg. Kommunen har haft erhvervsmæglere fra Nordicals til at besigtige ejendommen, og mæglerne vurderer, at ejendommen er omkring 6,3 millioner kroner værd. Det svarer til en kvadratmeterpris på godt 3.300 kroner.
Ejendommen skal udbydes uden en pris, men med en frist for tilbudsgivning. Kommunen lægger op til, at ejendommen vil blive udbudt med mulighed for, at den kan anvendes til eksempelvis kursuscenter, hospice, almindelige boliger, medarbejderhotel eller liberalt erhverv.
Det kræver en ny lokalplan, men kommunen vurderer ikke, at det er nødvendigt med et kommuneplantillæg.
Hvis ejendommen ender med at stå tom i en periode, vil kommunen få et årligt lejetab på 1,6 millioner kroner, indtil ejendommen er solgt, nedrevet eller ombygget til andet formål.