Galleri: Scandics nye hotel ved Nørreport Station

PLH Arkitekter designet fornyelsen af en over 100 år gammel bygning ved Nørreport Station. Scandic har åbnet sit første danske boutique hotel i ejendommen.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

På Frederiksborggade ved Nørreport Station har PLH Arkitekter designet en gennemgående fornyelse af en historisk, der er blevet omdannet fra kontor til hotel. Det er hotelkæden Scandic, der har åbnet sit niende hotel i det centrale København i ejendommen fra 1917.

Ejendommen har med sin mangeårige historie tjent som alt lige fra herskabslejligheder, bank, manufaktur af herretøj til kontor, skriver PLH Arkitekter i en pressemeddelelse. Derfor har hver etage været forskelligt indrettet, og bygningen er blandt andet blevet 3D-scannet for at sikre en optimal, ny planløsning i samspil med den eksisterende konstruktion, skriver arkitekterne.

– Vi er hele tiden blevet mindet om bygningens historie, der er dukket op bag hver en væg og under hvert et gulv. Takket være det gode samarbejde med vores samarbejdspartnere har vi, i stedet for at rive ned, givet bygningen nyt liv og skabt nutidige omgivelser bygget op om de historiske rammer, udtaler Peter Rebild, sagsarkitekt hos PLH Arkitekter, i meddelelsen.

Det er Scandics første såkaldte boutique hotel. Hotellet byder på 100 værelser, og fra hotellets tagterrasse og bar på sjette sal er udsigt over København. Der er offentlig adgang til tagterrassen.

Scandic Nørreport bliver desuden det første danske hotel, som certificeres med Svanemærkets nye, skærpede krav. Den gennemgribende renovering forventes desuden at blive certificeret med DGNB Sølv af Green Building Council Denmark.

Om Scandic Nørreport

  • Projektet Scandic Nørreport omfatter 5000 kvadratmeter fordelt på seks etager
  • Hotellet ligger på Frederiksborggade 18, 1360 København
  • Der er 100 værelser, bar, restaurant og udendørs terrasse
  • Scandic Nørreport er certificeret med den officielle nordiske miljømærkning, Svanemærket

Holdet bag Scandic Nørreport

  • Kunde: ATP Ejendomme
  • Lejer: Scandic
  • Ingeniør: Moe
  • Entreprenør: MBG Entreprise
  • Indretningsarkitekt: Bønnelycke MDD
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling