ATP Ejendommes hvide ejendom på hjørnet af Frederiksborggade og Nørre Voldgade i København har gennemgået en omfangsrig renovering, og ejendommen er blevet omdannet fra kontor til hotel. Det skriver pensionskassen i en pressemeddelelse.
Det nye Scandic Nørreport er et boutique-hotel med 100 værelser, og ifølge Søren Faerber, administrerende direktør i Scandic Danmark, er hotellet oplagt for rejsende, som ønsker at bo midt i København.
– Med Scandic Nørreport åbner vi en ny type hotel i en del af København, hvor vi ikke tidligere har opereret. Hotellet passer med sin størrelse og design godt til bydelen, og det betyder, at vi kan give vores gæster en helt særlig oplevelse. Samtidig slår vi dørene op for en rooftop bar på hotellets tagterrasse med en helt fantastisk udsigt, udtaler Søren Faerber i meddelelsen.
Scandic Hotels og ATP Ejendomme har i en årrække haft et samarbejde på Scandic Falkoner på Frederiksberg, som er en del af ATP Ejendommes portefølje.
Og nu udvides samarbejdet med hotellet på Nørreport.
– Der var et godt match mellem den fremtid, vi tiltænker denne centralt beliggende ejendom, og de muligheder som Scandic Hotels ser i den, udtaler direktør for investering og asset management André Scharf.
– Vi ejer flere hotelejendomme i København, og det glæder mig, at det igen strømmer til hovedstaden med turister. Den nuværende udvikling bekræfter os i, at hoteller i det lange løb er en god investering, uddyber han.
Tiltag skal højne oplevelsen
Ejendommens genfødsel som hotel bærer præg af de bæredygtige løsninger, som findes på tværs af det nye hotels etager.
Overgangen fra kontorejendom til hotel har stillet særlige krav til ejendommens indeklima og prioriteringen af både indeklima og miljø forventes at indbringe en DGNB-certificering.
Certificeringen tapper direkte ind i ATP Ejendommes målsætning om at udvikle bæredygtige ejendomme, arbejde målrettet for FN’s verdensmål og et CO2-neutralt samfund.