
På Nørremarken i Vejle er 42 lejeboliger i Bakkebyen ved at tage form tæt på centrum ved Kløvermarken og Grundet Ringvej.
Det skriver VAFO.dk.
Niels Skou er bygherre på projektet, der omfatter et bofællesskab med bytorv, orangeri, legeplads og fælleshus.
De første beboere kan flytte ind om et halvt år, og interessen er ifølge Niels Skou allerede stor. Det første informationsmøde er fuldt booket.
– Der er stor efterspørgsel på bofællesskaber – både for de ældre, men også de yngre. Man søger fællesskaberne. Jeg bilder mig ind, at folk gerne vil betale for den slags, hvis jeg laver noget, der er godt, siger Niels Skou til VAFO.dk.
Boligerne bliver mellem 89 og 239 kvadratmeter og huslejen ventes at ligge mellem 14.000 og 16.000 kroner om måneden.

Ifølge Vejle Kommune er Nørremarken i den nordlige del af byen i fuld gang med en stor forvandling, hvor nye boliger, grønne områder og mødesteder skal give bydelen nyt liv.
Det gamle Nørremark Center bliver renoveret og udvikletmed handel, caféer og fællesskab.
Samtidig opføres Ellehammerparken med omkring 300 nye boliger, hvor især seniorer kan bo tæt på hinanden med fælles faciliteter. Det er Claus Sørensen Ejendomme fra Esbjerg, der står bag udviklingen af den gamle frysehusgrund.
Øverst på Nørremarken anlægges et grønt område med legeplads, dyr og frugttræer samt plads til nye boliger.
Det hele bindes sammen af Det Grønne Loop, en ny oplevelsesrute med leg, natur og opholdssteder, som skal gøre Nørremarken grønnere og mere levende for både børn og voksne.






















