Der er efterhånden gået fem år, siden M. Goldschmidt Ejendomme gik i jorden med de første byggerier på Møllebrogrunden i Hillerød.
Udviklingen af den nye bydel, Frederiksbro, er i fuld gang, og de første knap 540 lejeboliger er opført, ligesom yderligere godt 200 lejligheder er på vej i nybyggeriet Melbærgården.
Indtil videre har ejendomsselskabet investeret 2 milliarder kroner i udviklingen af den nye bydel.
Flere investeringer er på vej, for i alt skal der bygges 1.300 lejeboliger. Desuden skal der bygges et friplejehjem.
Sagen var på dagsordenen i byrådet den 24. april, idet det kommende friplejehjem både kræver en ny lokalplan og et tillæg til en eksisterende lokalplan. Derudover var der ikke meget nyt at komme efter.
– Det eneste, der er ændret fra den gamle lokalplan, er anvendelsen. Og det er, at det nu bliver muligt at placere et plejehjem, sagde formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Dan Riise (V), på byrådsmødet.
– Med andre ord: Bebyggelsesprocenten, højderne, parkering, kørsel – alt er fuldstændigt, som det er i den gamle lokalplan. Nu er der bare lavet en anvendelse, så der også er mulighed for at lægge et plejehjem, understregede han.
Ikke desto mindre var der også modstand mod den nye lokalplan , men det var helt efter bogen. I byrådssale på tværs af landet erklærer Enhedslisten sig typisk som modstandere af friplejehjem, og det forholder sig ikke anderledes i Hillerød.
Også SF stemte mod lokalplanen og lokalplantillægget med en begrundelse om, at planbestemmelserne ikke indikerer, hvor det kommende plejehjem bliver placeret, og hvordan det kommer til at se ud.
Desuden påpegede næstformand i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Janne Lunding Olsen (F), at der ikke er overblik over, hvad et kommende friplejehjem vil påføre kommunen af eventuelle ekstraudgifter.
– Denne lokalplan er kommet ind af bagvejen og burde ikke være nået hertil, sagde hun, og nævnte i øvrigt et ubekræftet rygte om, at Altiden skal stå for det kommende friplejehjem.
– Jeg har hele tiden fået at vide, at det handler om retten til det frie valg. Men den løsning, som vi nu skal stemme om, den giver ikke Hillerød noget valg. Hvis vi selv havde solgt en grund, havde vi fået lov til at stille krav til byggeri og til plejeleverandør. Nu bestemmer Goldschmidt byggeriet, og vi får en plejeleverandør, som vi ikke kan stille krav til, sagde hun.
Plejehjem, friplejehjem eller profitplejehjem
I lokalplanerne er ordet “friplejehjem” blevet ændret til blot “plejehjem”, idet ejerforhold ikke skal fremgå af planbestemmelserne.
Medlem af Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Tur Tortzen (EL) havde dog et bud på et helt tredje ord, der kunne tages i anvendelse.
– Nu har man opfundet ordet “friplejehjem”, og det eneste, det er frit for, det er jo faktisk den forpligtelse, som hviler på det kommunale plejehjem, for det kommunale plejehjem kan ikke gå konkurs. Det kan friplejehjem, men det burde hellere hedde “profitplejehjem”, fordi det er jo det, der er formålet med at drive det, sagde han på byrådsmødet.
Anderledes entusiastisk var medlem af Økonomiudvalget, Christoffer Lorenzen (K).
– I Hillerød viser tallene, at vi har kapacitetsudfordringer på vores plejeboliger til vores ældre. Så derfor er jeg taknemmelig over, at netop dette projekt kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som vi ikke alene kan løse som kommune, sagde han.
Og så blev lokalplanen vedtaget, idet kun SF og Enhedslisten stemte imod.
Lokalplanen giver mulighed for, at der må bygges et plejehjem med op til 100 plejeboliger på 9.000 kvadratmeter inklusive fællesarealer.
De 100 plejeboliger vil hver især være på cirka 38 kvadratmeter, og foruden soveværelse indrettes de med handicaptoilet, stue og trinettekøkken med vaskemaskine samt tørretumbler og opvaskemaskine.
Derudover går der 5.000 kvadratmeter til gangarealer, kantine, fælles opholdsstue, kontor reception, depotrum, service og plejeområder samt adgangsarealer.
Plejehjemmet skal efter planen bygges inden for et område, der i dag anvendes som en midlertidig byggeplads med et tilknyttet ejendomskontor for M. Goldschmidt Ejendomme.