Gråkjær skal bygge pantfabrik i Fredericia

Entreprenørvirksomheden Gråkjær fra Holstebro skal bygge en højteknologisk pantfabrik i Fredericia for Dansk Retursystem.

Sidste år købte Dansk Retursystem grunden på Bundgårdvej 6 i Fredericia til fabrikken, og efter en udbudsrunde har selskabet netop indgået et samarbejde med entreprenørvirksomheden Gråkjær, som skal stå for byggeriet i totalentreprise. Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Gråkjær har bred erfaring indenfor industrielt byggeri og projektering, så vi overlader trygt den opgave til dem, udtaler Lars Krejberg Petersen, administrerende direktør i Dansk Retursystem.

Dansk Retursystem har i dag fabrik og logistik fordelt på to adresser i Hedensted, men det hele bliver nu samlet i en fabrik på 12.000 kvadratmeter fordelt på fire store haller samt indskudt dæk til kontorer, kantine og omklædningsfaciliteter. Bygningen bliver cirka 12,5 meter høj.

– Gråkjær blev tildelt opgaven efter at have leveret det bedste forhold mellem pris og kvalitet, hvor vi har tilbudt en robust og fleksibel fabrikshal, og det imødekommer Dansk Retursystems behov for håndtering af pantprodukter og den konstante udvikling inden for maskinteknisk teknologi, udtaler administrerende direktør Henrik Skaarup fra Gråkjær.

Dansk Retursystem har købt en grund på Bundgårdvej i Fredericia tæt på motorvej og jernbane, hvor der skal bygges en moderne pant-fabrik.
Dansk Retursystem har købt en grund på Bundgårdvej i Fredericia tæt på motorvej og jernbane, hvor der skal bygges en moderne pantfabrik.

Gråkjær gennemfører byggeprojektet i totalentreprise med Skala Arkitekter og ISC Rådgivende Ingeniører som underrådgivere.

Gråkjær overtager alle tegninger og beskrivelser af projektet og leverer derefter samtlige byggefaglige ydelser ved opførelsen af den nye fabrik.

Byggeriet går i gang i det nye år, og den nye fabrik skal stå klar ved udgangen af 2025, hvor den skal kunne tage imod over 2,5 millioner flasker og dåser, der efter sortering på fabrikken sendes til genanvendelse. Dansk Retursystem har en tilsvarende fabrik i Høje Taastrup, som håndterer de flasker og dåser, der pantes øst for Storebælt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling