Politikerne i byrådet i Kerteminde Kommune vedtog torsdag to nye lokalplaner, der skal bane vejen for mellem 220 og 230 nye boliger i Marslev.
Lokalplanerne giver mulighed for, at der kan bygges både rækkehuse, dobbelthuse, parcelhuse og tiny houses samt en dagligvarebutik og en tankstation.
Kun de to byrådsmedlemmer fra Liberal Alliance samt løsgænger Kristian Hald, som selv bor i Marslev, stemte imod lokalplanerne.
Ifølge Fyens.dk frygter sidstnævnte, at de kommende boliger vil tiltrække bandemedlemmer til byen, der ligger øst for Odense og halvanden kilometer fra den kommende fabrik, som Novo Nordisk bygger i Tietgenbyen.

– Man oplever, at de slår sig ned i billige andelsboliger i Munkebo og lejeboliger i Langeskov. Med de oplysninger er jeg bange for, at vi inviterer flere bandemedlemmer, når vi har et projekt med en skæv fordeling af boligtyper. Det tror jeg ikke, vi kan løfte, siger Kristian Hald til Fyens.dk.
Ifølge Kerteminde Kommune er der fra 2021 til 2024 sket en stigning fra 3 til 17 borgere med kendt rocker- og bandetilknytning med adresse i Kerteminde, og der er i 2025 varslet flere nye borgere, som bliver omfattet af det såkaldte Al Capone-samarbejde, der går ud på at at bekæmpe bandekriminaliteten ved at stresse bandemedlemmer økonomisk.
Gruppeformand for Konservative, Michael Nielsen, er ifølge Fyens.dk enig i, at der generelt skal være opmærksomhed på udviklingen. Han påpeger dog, at der bygges forskellige boligtyper i Marslev og herunder også større villaer som led i et samlet projekt.
– Derfor deler jeg ikke hans bekymring, siger Michael Nielsen til Fyens.dk.

De to lokalplanområder ligger side om side med hinanden. Den ene lokalplan giver mulighed for at bygge 175-185 boliger i et-to etager samt en 1.200 kvadratmeter stor dagligvarebutik på et 163.000 kvadratmeter stort areal nord for Odensevej og vest for Alléparken.
I lokalplanen er dagligvarebutikken illustreret som en Coop 365discount-butik, og den fremgår ikke på listen over de butikker, som Salling Group har købt af Coop.
Der skal i området bygges 130-135 rækkehuse og 44-50 parcelhuse samt 10-13 tiny houses. Det endelige antal boliger fastlægges i projekteringsfasen. Af lokalplanen fremgår det, at Fischer Ejendomme står bag udviklingen af området.
Den anden lokalplan omfatter et 33.000 kvadratmeter stort areal syd for Marslev Byvej og umiddelbart øst for Præstevejen. Her gives der mulighed for, at der kan bygges 44 dobbelthuse med et samlet bruttoareal på 4.200 boligetagemeter. Lokalplanområdet er privatejet.

Marslev er en af Kerteminde Kommunes tre hovedbyer, og området skal ifølge kommunen udvikles som et forstadsbånd til Odense by.
Byen har blot omkring 700 indbyggere, men i Kerteminde Kommune vurderes det, at Marslev rummer et stort potentiale for ny bosætning.
Derfor har kommunen i Kommuneplan 2021-2033 udlagt store arealer nord, syd og vest for byen, som kan udvikles til nye boligområder.
Foruden de to lokalplanområder på samlet 196.000 kvadratmeter er 473.000 kvadratmeter arealer omkring byen udlagt til byudvikling.
Det skal ses i lyset af, at projekterne i Tietgenbyen i Odense forventes at tiltrække tusinder af arbejdspladser indenfor de næste ti år med produktion og lager samt laboratorie- og kontorfunktioner.