I foråret 2024 vedtog politikerne i byrådet i Aalborg en ny lokalplan for en 2,5 hektar stor grund ved Nibevej og Bellinisvej midt i Frejlev.
Tidligere har grunden været brugt til cementstøberi af FC Beton, men i efteråret 2024 offentliggjorde Himmerland Boligforening, at man for 143 millioner kroner vil bygge et plejehjem med 70 boliger på den tidligere betongrund.
Nu følger endnu et projekt, der skal tilføre området 48 nye almene familieboliger, oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.
Læs også: Himmerland Boligforening vælger entreprenør til 50 nye boliger
– By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune har netop godkendt vores projekt til etablering af det nye byggeri Støberiparken, der vil betyde, at der inden for et par år kommer et halvt hundrede almene familieboliger i en af Aalborgs mest populære oplandsbyer, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Ifølge boligforeningen er der tale om det første større almene boligbyggeri i Frejlev, der præges af en blanding af moderne parcelhuskvarterer og ældre bebyggelse.

– Jeg er ikke i tvivl om, at Støberiparken vil have appel til mange, for vores nye byggeri bliver etableret midt i et område med et stærkt foreningsliv, velfungerende institutioner og omgivet af smuk natur med nærhed til både skov og fjord, udtaler Ole Nielsen.
Støberiparken kommer til at bestå af tre kvadratiske punkthuse opført ved foden af skrænterne, hvor virksomheden FC Beton tidligere havde en grusgrav.
Med en fordeling to-, tre- og firerums lejligheder med størrelser fra 65 til omkring 100 kvadratmeter og en husleje fra cirka 6.300 kroner er forventningen, at den primære målgruppe for boligerne vil være mindre husstande og seniorer i Frejlev-området, lyder det fra Himmerland Boligforening.
Læs også: Rådgivere til to renoveringer for knap 500 millioner er fundet
Nybyggeriet er tegnet af arkitekterne Bjørk & Maigård, mens Brix & Kamp er ingeniører og Arne Andersen Vrå entreprenør på projektet. Byggeprojektet løber op i godt 97 millioner kroner.
Satellitbyen Frejlev ligger et par kilometer vest for aflastningsområdet City Syd i den sydlige del af Aalborg. Byen er gennem de seneste 10 år vokset med knap 570 indbyggere, så der nu bor næsten 3.200 borgere i byen, hvor der både er skole, dagligvarebutik og sportsklubber.