Himmerland Boligforening har netop skrevet kontrakt med Jorton som totalentreprenør på to projekter, der skal realiseres i løbet af det kommende års tid.
Det skriver boligforeningen i en pressemeddelelse.
– På Fenris Allé i Godthåb syd for Aalborg opfører vi 24 treværelses boliger på 96 kvadratmeter hver. Der er tale om en ny afdeling, som får hjemme ganske tæt på den industrihistoriske perle Zincks Fabrikker og med tæt tilknytning til den fine natur omkring Guldbækken, udtaler direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Projektet, der er udviklet sammen med arkitekt- og ingeniørfirmaet Norconsult og landskabsarkitekterne By+Land, bliver etableret med et lokalt anlæg til afledning af regnvand. Dette anlæg betjener et stort område i Svenstrup.
– De 24 boliger bliver disponeret som to længer på to etager hver, som indrammer et internt fællesareal. Adgangen til boligerne sker via det interne gårdrum, hvor den enkelte bolig også har private udearealer. Vi har valgt at placere længerne sådan, at den ene har private områder med morgen- og middagssol, mens den anden vil have glæde af aftensolen, siger Ole Nielsen.
Boligerne indrettes med entré, to soveværelser, depot, badeværelse og stuealrum med køkken.
Den nye afdeling har forventet byggestart inden for den nærmeste fremtid og forventet indflytning i andet halvdel af 2025.
– Det andet projekt, som vi også gennemfører i samarbejde med Jorton, er en udbygning af vores afdeling Enggården i Skørping. Her har vi revet en tidligere børnehavebygning ned og det giver plads til ni nye boliger, der opføres i rækkehuse på ét plan. Hver af boligerne er på knap 90 kvadratmeter med en indretning, der minder meget om den på Fenris Allé, fortæller Ole Nielsen.
De ni boliger placeres i to længer med adgang til boligerne via et internt gårdrum.
Udvidelsen af Enggården, der er udviklet sammen med ingeniørfirmaet Norconsult, har byggestart inden for et par måneder og forventet indflytning midt i 2025.
– I øvrigt kommer der formentlig til at ske endnu mere i Enggården, for vi har for ganske nylig holdt beboermøde om en påtænkt renovering. Her blev det enstemmigt besluttet at sende helhedsplanen for Enggården til urafstemning blandt alle afdelingens 45 lejemål. Hvis det nødvendige flertal er til stede, vil vi formentlig kunne gå i gang med en renovering af afdelingen i løbet af det kommende år, siger Ole Nielsen.