H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune. Foto: PR.
H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby (S), træder ind i bestyrelsen i We Build Denmark.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

We Build Denmark og Holstebro Kommune har haft et tæt samarbejde siden klyngens opstart i 2021. Det har særligt handlet om at udbrede aktiviteter og innovationsindsatser til gavn for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen i det midt- og vestjyske:

– Vi er meget glade for, at H.C. har takket ja til at træde ind i We Build Denmark’s bestyrelse. Han er en kompetent profil med en stor viden om det, som vi er sat i verden for; at understøtte virksomheder i bygge- og anlægsbranchen med viden, innovation og samarbejder, der bidrager til en grøn og digital acceleration, udtaler Martin Manthorpe, der er direktør for strategi, forretningsudvikling og public affairs i NCC og bestyrelsesformand i We Build Denmark.

Medvind til innovative virksomheder

Det er ikke nyt, at Holstebro Kommune ønsker at give lidt vestjysk medvind til de virksomheder, der går forrest med innovative løsninger samt i den grønne omstilling. Det viste sig tydeligt med testbyggeriet af det 3D-printede betonhus på Slagterigrunden i 2021, hvor Holstebro Kommune stillede grunden til rådighed for virksomheden 3DCP.

Et projekt der er i fuld gang med at videreudvikle sig til 36 ungdomsboliger opført af Boligselskabet NordVestBo, og som forventes færdigt i 2025.

– Udvikling af intelligente og grønne byer er en spændende udfordring at få indflydelse på gennem We Build Denmark. Det handler om at øge kompetencerne i byggeriet og gøre brug af forskning og ny teknologi. Det er den vej, vi skal, og det går stærkt, udtaler H.C. Østerby, der for nylig er udpeget af Erhvervsministeriet som medlem af Indstillingsudvalget for Bæredygtig Byudvikling.

– Ligesom mange andre steder i landet er Holstebro også i en omstilling, hvor fremtidens byggeri spiller en kæmpe rolle. For eksempel med omdannelsen af Sygehusgrunden midt i Holstebro, der er et af Danmarks mest ambitiøse bæredygtige byudviklingsprojekter. I stedet for at rive ned, vil vi bevare og transformere 83.000 kvadratmeter eller 96 procent af de gamle hospitalsbygninger til boliger.

H.C. Østerby indtræder på en af We Build Denmark’s tre bestyrelsespladser for ”kommuner og andre offentlige institutioner”, og han er valgt for en periode på to år.

We Build Denmarks øvrige bestyrelsesmedlemmer

Martin Manthorpe, NCC (bestyrelsesformand)

Lars Storr-Hansen, Danske Arkitektvirksomheder (næstformand)

Kurt Adamsen, Isolerings-Gruppen (næstformand)

Anders Stouge, direktør, DI Byggeri

Christian Helweg, direktør, Råt&Godt

Hans Stavnsager (S), borgmester, Faaborg-Midtfyn Kommune

Mette Glavind, direktør, Teknologisk Institut

Michael H. Nielsen, direktør, MHN Consult

Natalie Mossin, institutleder, KADK – Det kongelige akademi

Rasmus Abildgaard Kristensen, Danfoss

Simon O. Rasmussen, chefrådgiver, Tekniq Arbejdsgiverne

Steen Christiansen (S), borgmester, Albertslund Kommune

Kilde: We Build Denmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling