HusCompagniet og Velux Gruppen i nyt partnerskab

Velux Gruppen og HusCompagniet har i dag indgået en partneraftale, der bygger på erfaringerne fra Velux Gruppens "Living Places"-projekt.

En ny partneraftale mellem Velux Gruppen og HusCompagniet skal være med til at skubbe dansk byggeri i en mere bæredygtig retning.

Det skriver HusCompagniet i en pressemeddelelse.

Aftalen bygger på erfaringer fra Velux Gruppens Living Places-projekt. Konceptet er udviklet af Velux Gruppen i samarbejde med arkitekter fra Effekt og ingeniører fra Artelia.

Den første prototype stod klar i Jernbanebyen København i april sidste år, og siden da har flere danskere ifølge Velux Gruppen udvist interesse for at bygge huse, der er baseret på Living Places konceptet.

– Vi har en klar ambition om at udbrede den viden, som vi har opnået gennem Living Places, og skalere principperne til den brede befolkning, udtaler Anne Ramskov, administrerende direktør i Velux Danmark.

Læs også: HusCompagniet med fremgang i salget

– HusCompagniet er Nordens største husbygger og en ideel partner for os, fordi de deler visionen om at skabe forandring gennem handling og dermed rykke den danske byggebranche i en grønnere retning. Dette samarbejde er første skridt på vejen til at danske boligejere på sigt kan bygge et hus, der er baseret på Living Places principperne – og det glæder jeg mig meget over.

Deler viden om materialevalg og CO2-reduktion

Living Places Copenhagen i Jernbanebyen. Foto: PR.
Living Places Copenhagen i Jernbanebyen. Foto: PR.

Living Places er baseret på fem grundprincipper om, at boliger skal være sunde, simple, fleksible, skalerbare og styrke fællesskabet.

Med partneraftalen på Living Places får HusCompagniet en dybere indsigt i, hvordan man kan arbejde med blandt andet materialevalg, design og sundhed i boliger samt reduktion af CO2-aftrykket ved byggerier.

Læs også: HusCompagniet skal bygge bofællesskab

– Aftalen med Velux er derfor et langsigtet strategisk, vigtigt samarbejde, og ambitionen er at vi på sigt kan implementere flere af Living Places principperne på tværs af hele vores forretning på både B2C og B2B markedet, udtaler Martin Ravn-Nielsen, administrerende direktør i HusCompagniet.

Ambitionen bag Living Places-projektet er at bygge med en lavere CO2-udledning og et bedre indeklima på et skalerbart og økonomisk overkommeligt niveau, lyder det fra HusCompagniet.

Med aftalen deler Velux Gruppen analyser, beregninger og simuleringer fra Living Places samt detaljeret information om de fem principper med HusCompagniet.

Læs også: HusCompagniet tager hul på nyt boligområde

HusCompagniet vil arbejde på at implementere erfaringerne fra konceptet i flere nye projekter med ambitionen om på sigt at bygge huse med et forbedret indeklima og et så lavt CO2-aftryk som muligt.

Der er således lagt op til et langvarigt samarbejde mellem de to parter, hvor den overordnede ambition er at drive den bæredygtige udvikling, og omsætte indsigter fra Living Places projektet til boliger til den brede befolkning.

Om Velux Gruppen

Velux Gruppen er ejet af VKR Holding, der er ejet af Villum Fonden og medlemmer af Kann Rasmussen-familien. I 2023 omsatte VELUX Gruppen for omkring 22 milliarder kroner, mens VKR Holding omsatte for omkring 30 milliarder kroner.

Om HusCompagniet

HusCompagniet har siden 1972 har de specialiseret sig i at designe og opføre enfamiliehuse, rækkehuse og dobbelthuse, og har i alt bygget mere end 28.500 huse.

I 2020 etableres HusCompagniets B2B-afdeling med fokus på totalentrepriser til professionelle ejendomsudviklere og investorer.

I 2022 oprettede de HusCompagniet Productions og investerede i egen fabrik i Esbjerg, hvor der i dag produceres tagkassetter og vægelementer med træ som kernekomponent.

HusCompagniet opnåede i 2023 en omsætning på 2,4 milliarder kroner og en driftsindtjening (EBITDA før særlige poster) på 108 millioner kroner.

Kilde: HusCompagniet og Velux Gruppen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling