InstallatørGruppen overtager Hansen El

Hansen El bliver en del af InstallatørGruppen. Den 19 år gamle el-installationsvirksomhed med base i Fredericia har 26 medarbejdere.

Familievirksomheden Hansen El fra Fredericia blev grundlagt i 2005 af Ove Hansen og beskæftiger i dag 26 medarbejdere, som projekterer, leverer og servicerer el-tekniske løsninger.

Nu bliver virksomheden en del af InstallatørGruppen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hansen El havde i 2023 en bruttofortjeneste på 20,5 millioner kroner. Resultatet før skat lød på knap 8,7 millioner kroner, mens det efter skat var på lidt under 6,8 millioner kroner.

El-installationsvirksomhedens ledelse består af stifter, Ove Hansen og direktør Simon Hansen.

– Vi er meget stolte af den virksomhed og den kultur blandt vores medarbejdere, som vi har fået opbygget gennem årene, og derfor er vi også meget glade for at kunne bevare det og at fortsætte med at være den samme virksomhed som før – blot med flere muskler. Vi ser meget frem til samarbejdet med InstallatørGruppen og de andre virksomheder, udtaler Simon Hansen.

Med Hansen El består InstallatørGruppen nu af mere end 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring 2,2 milliarder kroner og mere end 1.300 medarbejdere.

– Vi er enormt glade for at få ledelse og medarbejdere i Hansen El som nyeste tilføjelse i gruppen. Med deres kernekompetencer og stærke position i Fredericia sikrer og styrker vi i InstallatørGruppen både vores geografiske dækning og vores kompetencer indenfor el. Vi ser meget frem til samarbejdet med Hansen El, udtaler Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.

Ligesom de andre virksomheder i InstallatørGruppen beholder Hansen El deres firmanavn, ledelse, medarbejdere, kontor og opretholder dermed deres lokale forankring og tætte kunderelationer.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling