Inventar fra Danske Banks gamle hovedsæde i Holmens Kanal udstilles fra den 12.-15. september hos Bruun Rasmussen i Lyngby.
Allerede nu kan man gå på opdagelse i udvalget på bruun-rasmussen.dk, indtil hammeren falder på en stor auktion den 16. september samt på to onlineauktioner den 23. og 24. september.
Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.
Samlingen omfatter en bred vifte af kunstgenstande fra flere århundreder. Genstandene har været en del af Danske Banks historiske bygninger og kontorer ved Holmens Kanal, inden banken dette forår flyttede hovedsædet til et nyopført domicil i Postbyen.
– Genstandene repræsenterer ikke blot enestående kunstneriske og historiske værdier, men fortæller også historien om Danmarks kulturelle og sociale udvikling gennem tiderne. Man kan jo næsten sige, at alle, der har ejet en bankbog, har en lillebitte aktie i de genstande, vi nu udbyder. Det er en unik mulighed for at erhverve kunstskatte fra en af Danmarks mest betydningsfulde institutioner, og vi forventer, at interessen vil være stor blandt både danske og internationale samlere, udtaler Anders Fredsted, der er specialist hos Bruun Rasmussen.
Danske Bank har i mere end 149 år haft hovedsæde i Holmens Kanal. De fleste af genstandene, som nu kommer på auktion hos Bruun Rasmussen, har været en del af indretningen i det fredede Erichsens Palæ på Kongens Nytorv, der i en årrække har stået som den mest kendte og markante af Danske Banks i alt 14 bygninger, der udgjorde det gamle hovedsæde.
Læs også: Snedkere laver byggeaffald om til møbler
Palæet er kendt for sin klassicistiske arkitektur med fritstående søjler samt dets rige historie, der strækker sig tilbage til opførelsen i det 18. århundrede. Det blev oprindeligt opført som en privat residens for storkøbmanden Erich Erichsen, tegnet af arkitekten Casper Frederik Harsdorff og udsmykket af den franske stjernearkitekt Pierre-Etienne Le Sueur.
I 1888 blev palæet købt af Kjøbenhavns Handelsbank, der senere skiftede navn til Danske Bank, og er gennem årene blevet integreret i bankens faciliteter med blandt andet kontorlokaler, bestyrelsessale og sale til events.
Fra antikke standure og prismelysekroner til moderne kunst og design
Blandt auktionens højdepunkter finder man et sønderjysk standur af den engelskfødte urmager William Green, som var bosat i Aabenraa, vurderet til 30.000-40.000 kroner, samt et par George III bestikvaser og kabinetter i Sheraton-stil, vurderet til 60.000-80.000 kroner, der begge har stået i Erichsens spisestue.
Auktionen byder også på en række prismelysekroner, heriblandt en stor glaskrone af Böhmisk glas fra slutningen af 1800-tallet, som har hængt over mødebordet i Bankrådssalen, vurderet til 100.000-150.000 kroner.
Derudover strækker kunstsamlingen sig over ældre til moderne kunst, hvor man på auktionen blandt andet finder N.A. Abildgaards ”Scene fra Ossian-digtene” vurderet til 30.000-40.000 kroner og William Scharffs ”Tre siddende kvinder” fra 1929 vurderet til 25.000-30.000 kroner
For designentusiaster udbydes bl.a. Hans J. Wegners stol ”Jakkens hvile”, der er vurderet til 40.000-50.000 kroner, samt en mahogniskænk af Helge Vestergaard Jensen vurderet til 30.000-40.000 kroner. Inden for moderne kunsthåndværk finder man blandt andet et frugtfad i sølv med snoede hanke af Harald Nielsen vurderet til 30.000 kroner.