ISS og Bygningsstyrelsen tager hul på milliardkontrakt

ISS og Bygningsstyrelsen starter i dag op på den sidste etape af statens Facility Management (Bølge 3), hvor ISS skal levere serviceydelser til 60 statslige institutioner og 14.000 daglige brugere over de næste syv år.

Når medarbejdere fra Statens Serum Institut, Erhvervsstyrelsen og Miljøministeriet og 57 andre statslige institutioner i dag møder ind på arbejde, bliver det med ISS som ny leverandør af serviceydelser.

Medarbejderne bliver blandt andet præsenteret for et helt nyt madunivers.

Det skriver ISS Danmark i en pressemeddelelse.

Dermed markeres opstarten af den 1,5 milliarder kroner store kontrakt ISS vandt i efteråret 2023.

Servicekoncernen skal levere kantine, renhold, intern service, indvendigt vedligehold, affaldshåndtering, sikkerhed og udendørsarealer i samarbejde med Bygningsstyrelsen.

– Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang og levere stærke serviceoplevelser til de mange statslige institutioner og ansatte sammen med Bygningsstyrelsen. Dagen i dag er kulminationen på mange måneders hårdt arbejde for at sikre, at vi fra første dag kan levere professionelle og kvalitetsbevidste serviceydelser, udtaler Frederik Nexøe-Larsen, segmentdirektør for Public Administration og ansvarlig for samarbejdet med Bygningsstyrelsen.

– Bygningsstyrelsen har allerede et godt samarbejde med ISS på Bølge 1 af Statens Facility Management, og vi er glade for nu at gå i luften med Bølge 3. Særligt ser vi frem til at bygge videre på det gode arbejde indenfor området med den grønne omstilling, som har et stort fokus i Bølge 3, udtaler Mette Lisby, vicedirektør i Bygningsstyrelsen.

Med Bølge 3 af Statens Facility Management i drift leverer ISS samlet serviceydelser til knap 100 statslige institutioner og 34.000 daglige brugere. Både Bølge 1 og Bølge 3 er syv-årige aftaler til en samlet værdi på 3,5 milliarder kroner.

Der vil i alt være cirka 250 medarbejdere ISS-medarbejdere, der skal levere serviceydelserne til de mange brugere.

ISS vandt den første bølge tilbage i 2017 med opstart to år senere og i efteråret 2023 vandt ISS den tredje bølge om at levere serviceydelser til statslige institutioner gennem Bygningsstyrelsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling