EjendomDanmark vil give ejendomsbranchen kompetencer til bæredygtig omstilling

Nyt toårigt projekt fra EjendomDanmark skal hjælpe ejendomsbranchen med at indfri sit bæredygtige potentiale.

Bygge- og ejendomsbranchen står for omkring 30 procent af det danske CO2-udslip. Men mange ejere, administratorer og lejere i ejendomsbranchen mangler endnu den rette viden til at bidrage til en bæredygtig omstilling. Derfor har EjendomDanmark i samarbejde med Rambøll søsat et toårigt projekt kaldet Bæredygtig Omstilling i Ejendomsbranchen. Det skriver erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.

– Som det er nu, er mange af vores medlemmer et stykke fra at kunne indfri sit grønne potentiale. Derfor tilbyder projektet læring, inspiration og handlekompetencer, så de kan træffe kvalificerede valg i deres bæredygtige omstilling både i dagligdagen og på et strategisk plan, siger Jan Ellebye, underdirektør i EjendomDanmark.

Ifølge Pernille Louise Klausen, leder af Rambølls nationale enhed for bæredygtigt byggeri, har især de mindre aktører i ejendomsbranchen, som enten ejer, administrerer eller drifter ejendomme, har svært ved at få det nødvendige overblik over og forståelse for de mange krav, muligheder og risici der er forbundet med bæredygtighed.

– Dermed bliver det også svært at træffe beslutning om, hvor man skal tage fat først og vide, om man gør det rigtige. Derfor vil vi hjælpe branchen ved at gøre arbejdet med bæredygtighed konkret og relaterbart til den dagligdag virksomhederne i ejendomsbranchen har, siger Pernille Louise Klausen.

Projektet vil støtte ejendomsbranchens omstilling ved dels at guide en gruppe virksomheder gennem et uddannelsesforløb, dels ved at udvikle en læringsplatform, der bliver tilgængelig for hele branchen ved projektets udløb.

– Vi klæder en række små og mellemstore virksomheder på til at arbejde med bæredygtighed, så det ikke virker som en uoverskuelig bjergbestigning. Forhåbentlig kan det inspirere andre virksomheder, siger Jan Ellebye.

– Samtidig kommer læringsplatformen til at gøre viden tilgængelig, så alle i branchen i fred og ro kan blive klogere på de strategiske, praktiske og tekniske aspekter af bæredygtighed. Platformens indhold baserer sig på en analyse, vi har lavet blandt vores medlemmer, så den vil være tilpasset modtagernes virkelighed. Vi får en meget stor opgave med at sprede viden fra platformen til en samlet branche, uddyber han.

Fynsk opbakning

Målet med projektet er at få hele branchen med i den grønne omstilling, og der er da også allerede stor opbakning rundt omkring i landet.

Blandt andet på Fyn, hvor Susanne Blix, udviklingsdirektør i Boliggruppen, har deltaget i indledende interview til projektet.

– Det er fantastisk, at vores brancheforening tager initiativ at rykke branchens bæredygtige omstilling. Jeg håber, projektet kan være med til at afmystificere arbejdet med bæredygtighed. Når først man kommer i gang, finder mange ud af, at det faktisk ikke er så svært, siger hun.

Projektet er støttet af Forenet Kredit, Grundejernes Investeringsfond, EjendomDanmark Fonden, Rambøll Fonden og Realdania. Det løber over to år, og arbejdet er allerede begyndt.