Projektudvikleren NPV har underskrevet endnu en kontrakt med totalentreprenøren JCN Bolig. Projektet består af syv punkthuse i tre etager med i alt 34 boliger og en café i direkte forbindelse med Gambøt Lystbådehavn. Projektet er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Det skriver JCN Bolig i en pressemeddelelse.
– Vi er glade for samarbejdet med NPV. Vi arbejder med projekterne i fællesskab, hvor vi med en åben kalkulation, som en fast bestanddel, arbejder os fra et kvalificeret overslag til en gennemregnet og dokumenteret detailkalkulation, udtaler direktør for salg og udvikling hos JCN Bolig, Lars Adamsen, i meddelelsen.
NPV har udviklet projektet, som løbende er bearbejdet og optimeret. Projektet hedder ThurinerHusene og består af 34 boliger, der får udsigt ud over Det Sydfynske Øhav. Alle boligerne svanemærkes.
– I en tid hvor det på grund af prisstigninger og finansiel turbulens i markedet har været svært at få sagerne til at hænge sammen, er vi helt afhængige af det tætte samarbejde og den store åbenhed. Specielt optimeringer af konstruktioner og teknik har gjort, at vi kan nå i mål uden at røre ved den i øvrigt flotte arkitektur, udtaler direktør og COO hos NPV, Kim Lang Sørensen.
Projektet er planlagt til at have første spadestik i sommeren 2023, og boligerne skal afleveres til de nye beboere i tredje kvartal 2024.
– Vi er i JCN Bolig rigtig glade for det fortløbende samarbejde, som nu har resulteret i tre sideløbende, markante projekter, siger Flemming V. T. Rasmussen, administrerende direktør i JCN Bolig.
Danbolig Svendborg står for salget af de nye boliger. Syv af boligerne er allerede solgt, mens tre er reserverede. De ledige boliger er mellem 88 og 142 kvadratmeter store og koster mellem 4,75 og 8,25 millioner kroner.
Totalentreprisekontrakten mellem NPV og JCN Bolig kommer forlængelse af virksomhedernes aftaler om projekter i Sydhavnsgade i København og Gammelhavn i Vejle.