JFP går konkurs

JFP – Jørgen Friis Poulsen er gået konkurs. Og entreprenørfirmaet med base i Herning tækker datterselskabet JFP – Murer & Tømrer med i faldet.

Ifølge Herning Folkeblad er entreprenørfirmaet JFP – Jørgen Friis Poulsen gået konkurs.

– Det er især mine medarbejderes situation, der berører mig rigtig meget. Og samarbejdspartneres situation. Og vores kunder selvfølgelig. Det er forfærdelig trist. Det var jo ikke sådan, at det skulle ende, siger Jesper Friis Poulsen, selskabets direktør og ejer, til avisen.

Ifølge Børsen har virksomheden begæret sig selv konkurs. Børsen skriver, at konkursen kan komme til at give et tab på 500 millioner kroner.

VAFO.dk skriver, at både det konkursramte STB Byg og JFP var involveret i byggeriet af det mere end 240 millioner kroner fælles plejecenter og daginstitution Kong Gauers Gård i Gauerslund. Ifølge avisen var JFP indtil konkursen aktiv på 23 store og små projekter i både Jylland og på Sjælland til en samlet værdi af 2,5 milliarder kroner.

JFP havde i 2020 en nettoomsætning på 782 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på godt -16 millioner kroner. Året før havde selskabet en nettoomsætning på 839 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på knap -16 millioner kroner.

JFP blev grundlagt i 1972 og har gennem årene arbejdet på alt fra boliger og erhverv til sygehuse, plejecentre og andre offentlige byggerier. Virksomheden har kontor i København og Herning og beskæftigede frem til konkursen cirka 70 funktionærer i form af primært er ingeniører, konstruktører, projektledere, byggeteknikere og administrativt personale.

Datterselskabet JFP Murer & Tømrer beskæftigede 100 medarbejdere i form af blandt andet murere, tømrere og betonarbejdere.

Selskabets konkurs er langtfra årets første. For få dage siden blev Vejle-virksomheden STB Byg begæret konkurs, ligesom Constructa, og Q-Construction for nylig har været turen igennem.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling