Jysk åbner første butikker i Afrika

Den 10. april åbner Jysk to butikker i Casablanca i Marokko. Der er boligkædens første butikker på det afrikanske kontinent.

Siden Jysk åbnede sin allerførste butik i Danmark i 1979, er virksomheden vokset til flere end 3.500 butikker. Nu udvider den danske boligindretningskæde til et nyt kontinent

Kædens første afrikanske butikker åbner den 10. april i Casablanca i Marokko.

Det oplyser boligkæden i en pressemeddelelse.

– Ekspansion er en del af vores DNA og vi ser meget frem til at introducere Jysk og alle vores gode tilbud til kunderne i Marokko og til at se, hvordan det bliver modtaget på et nyt kontinent, siger administrerende direktør i Jysk, Rami Jensen.

Jysk starter med at åbne to butikker inklusiv en webshop, og inden året er omme, skulle antallet af fysiske butikker gerne være tre.

De første to butikker åbner i henholdsvis Viva Park og Aeria Mall, som ligger i hver sin ende af Casablanca. Derudover vil der også fra den 10. april være mulighed for at shoppe online på jysk.ma.

Med åbningen i Marokko, er Jysk nu til stede i 50 lande. Af de 50 lande er 29 drevet direkte af Jysk, ligesom Marokko også bliver det, og de resterende 21 lande bliver drevet af Jysks franchiseforretning.

Selvom butikkerne ikke er åbnet endnu, har der allerede været stor interesse for Jysk i Marokko. I februar kunne boligindretningskæden rapportere at over 5.000 havde sendt ansøgninger afsted til de omkring 50 stillinger, der indtil videre er oprettet i Marokko.

Fakta

  • Jysk starter med at åbne to fysiske butikker og en webshop i Marokko.
  • Jysk har åbnet et lokalt hovedkontor i Casablanca.
  • De første to butikker åbner i Casablanca-området.
  • Jysk åbner også en Dark Store (mindre lager), hvorfra der kan bestilles hele online-sortimentet.
  • Sidst Jysk åbnede butikker i et nyt land var i Tyrkiet i 2023.

Kilde: Jysk.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling