Keflico leverer træ til stort projekt i Esbjerg

Keflico har leveret bæredygtighedscertificeret Thermo-behandlet fyrretræsbeklædning samt terrassebrædder til Esbjergs nye arkitektoniske varemærke, Lanternen. Det skriver træleverandøren i en pressemeddelelse.

Det maritime center er designet med en oval form og beklædes med træprofiler, så det får stærke referencer til den nedre del af en robåd. Arkitekturen skal forstås som en hyldest til byens tætte bånd til havet.

Lanternen opføres i den nye bydel Esbjerg Strand. Med direkte adgang til Nordsøen kommer bydelen til at bestå af beboelsesområder, lystbådehavn, kunstmuseum og erhvervsfaciliteter.

Lanternen skal samle byens mange maritime sportsgrene under ét tag, og det cirka 3.000 kvadratmeter store byggeri slutter sig derimod om et indre gårdrum. Det maritime center er tegnet af danske Werk Arkitekter i samarbejde med de norske stjernearkitekter fra Snøhetta.

– Lanternen reflekterer havets kræfter og lyser op som et fyrtårn ud mod havet. Udover det æstetiske har der er også været fokus på funktionalitet, så bygningen på lige fod kan rumme alle roklubber, dykkerklubber, sejlsportsforeninger og byens mange andre maritime foreninger i et fællesskabende og inspirerende gårdrum, udtaler Morten Kirketerp, der er projektleder og arkitekt hos Werk Arkitekter.

Keflico leverer træ til Lanternen i Esbjerg. Foto: Werk Arkitekter.
Keflico leverer træ til Lanternen i Esbjerg. Foto: Werk Arkitekter.

– Bygningen er loyal overfor dets formål og er samtidig en hyldest til havet og sejlsporten. Derfor er facaden eksempelvis bygget af trælister med klink, så den minder om undersiden af en robåd.

Den nordjyske trævirksomhed Keflico har leveret 65 kilometer europæisk Thermo-behandlet fyrretræ, der blandt andet pryder Lanternens facade og tagkonstruktion. Herudover har Keflico også leveret otte kilometer af den tropiske træsort, Guariuba, som det indre gårdrums terrasse er lavet af.

– Træ rummer jo nærmest uendelige muligheder, og derfor handler det for os om at hjælpe projektets aktører med at finde frem til lige netop de træmaterialer, der har et udtryk, egenskaber og kvalitet, der matcher de funktionelle og arkitektoniske visioner. Det har også været tilfældet med Lanternen, hvor vi siden projekteringsfasen har haft flere forskellige træløsninger i spil. Og da bygherre og arkitekter har haft stort fokus på bæredygtighed, æstetik og funktionalitet, blev det også hurtigt udgangspunktet for materialevalget i byggeriet, fortæller Head of product hos Keflico, Dan Hornbøl Andersen.

Materiale er valgt til placeringen

Byggeriets placering lige ud til Nordsøen stiller det strenge krav til de materialer, der er anvendt. Det er derfor ikke tilfældigt, at valget faldt på en kombination af Thermo-behandlet fyrretræ og tropisk hårdttræ.

Keflico leverer træ til Lanternen i Esbjerg. Foto: Werk Arkitekter.
Keflico leverer træ til Lanternen i Esbjerg. Foto: Werk Arkitekter.

– For at opnå en langtidsholdbar løsning, der matcher visionerne for Lanternen, er det fyrretræ vi har leveret blevet modificeret med en naturlig Thermo-behandling, hvor der udelukkende er anvendt vand og varme. En bæredygtig løsning, fri for kemikalier, hvilket passer godt til omgivelser, hvor der færdes mange mennesker som ved det maritime center i Esbjerg, forklarer Dan Hornbøl Andersen.

– Den tropiske træsort Guariuba, der er brugt på terrassen i hjertet af byggeriet, er derimod fra naturens side nærmest skabt til at modstå det til tider hårde nordiske klima. Guariuba er en såkaldt mindre kendt træsort. Udover at have nogenlunde samme egenskaber som andre relevante hårdttræs produkter, er de mindre kendte træsorter med til at lette presset på produktionen af de mere kendte og kommercielle træsorter. Dermed appellerer Guariuba ikke alene til bygherres og arkitekternes æstetiske og funktionsmæssige visioner for byggeriet men også det store fokus på bæredygtighed, siger Dan Hornbøl Andersen slutteligt.

Forventningen er, at byggeriet er klar til indvielse i november 2022. Men allerede nu kan du udefra fornemme det imponerende arkitektoniske vartegn på havnen i Esbjerg.