Kendt kontorbygning i Glostrup nedrevet og 200 boliger på vej

Rådgivende ingeniørfirmas gamle domicil er revet ned, og ATP Ejendomme erstatter den med 200 boliger. EDC Projekt Poul Erik Bech står for udlejningen.

I oktober 2018 fraflyttede Sweco Danmark sit domicil i Granskoven 8-10 ved Vestskoven i Glostrup og flyttede 900 medarbejdere ind i et nybygget hovedkontor i Ørestad.

Det rådgivende ingeniørfirma er bygget på fundamentet af Carl Bro og Grontmij, som i mange år havde domicil i vestegnskommunen.

Men nu har ATP Ejendomme nedrevet bygningerne, som erstattes af 198 nye lejeboliger på mellem 54 og 142 kvadratmeter og med to-fem værelser. EDC Projekt Poul Erik Bech har fået til opgave at udleje boligerne, som står indflytningsklar til sommer. Det oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

– Med den naturskønne beliggenhed mener vi, at området egner sig rigtig godt til boligområde. Derfor udvikler vi lige nu Carl Bro Haven ud til Hvissinge Torv med nye boliger i fire karréer, der omkranses af to gårdrum med god plads til træer, buske, leg og fællesaktiviteter for beboerne – herunder findes tagterrasser, fælleshus og orangeri. Det hele kommer til at stå indflytningsklar i sommeren 2024, udtaler Simone Dahl, asset manager i ATP Ejendomme.

Hun understreger, at pensionskassen har stort fokus på bæredygtighed i forbindelse med projektet.

– Vi har blandt andet valgt træ- og aluminiumsvinduer, der er lette at vedligeholde, og som kan holde langt ud i fremtiden, og der er også valgt trægulve med et tykt slidlag. Vi har desuden fokus på genanvendelse, så ved alle udendørsarealer har vi blandt andet genanvendt mange materialer fra Carl Bros kontorbygning. Carl Bro var en ingeniør-pionér, og det har været oplagt og helt naturligt at opkalde det nye boligprojekt efter ham, udtaler Simone Dahl.

Juul Frost Arkitekter har sat stregerne til projektet, der opføres af entreprenørvirksomheden V8 Construction.

Byggeriet er præcertificeret med DGNB-Guld, og udlejningen af lejlighederne begynder i foråret 2024, oplyser Lars Bo Christensen, kundechef i EDC Projekt Poul Erik Bech/Stad Projekt.

– Det er et unikt boligbyggeri, hvor bæredygtighed, kvalitet og natur er i højsædet. Samtidigt går de kommende beboere ikke ned på beliggenheden, da projektet ligger 250 meter fra Vestskoven, som er Danmarks største, nye skov, mens indkøbsmuligheder, Hvissingehallen og andre sportsaktiviteter, børnehave og skole er i gåafstand, udtaler han.

Ud over de 200 nye boliger kommer Carl Bro Haven til at rumme tagterrasser, grønne fællesområder og et orangeri. Den store grund kommer også til at lægge jord til to nye veje, som har fået navnene Grannålen og Grankoglen.

Carl Bro er født på Fur, tog sin studentereksamen i Viborg og blev i 1952 uddannet civilingeniør i København. Han grundlagde i 1959 ingeniørvirksomheden af samme navn og lagde sit hovedkvarter på Granskoven i Glostrup.