Kirkbi har anmodet Billund Kommune om et kommuneplantillæg for en del af Travbyen. Det skriver JyskeVestkysten.
Udviklingen af de første etaper af den nye bydel med 500 boliger er i fuld gang, men kommuneplantillægget omfatter et areal, der er udlagt til erhvervsbyggeri.
Med kommuneplantillægget vil Kirkbi have ændret anvendelsen til boliger og erhverv. I et delområde på 18.000 kvadratmeter vil selskabet samtidig have en forøget bebyggelsesprocent, så samlede maksimale bebyggelse hæves fra 14.000 kvadratmeter til 25.000 kvadratmeter. Desuden kommer delområdet til at omfatte to byggefelter i stedet for ét.
Planen er, at der skal bygges 60 små ungdomsboliger i form af såkaldte “studios” samt fælleshus, diverse fællesfunktioner og et parkeringshus, der placeres i stueetagen. Muligvis vil bebyggelsen blive opført som modulbyggeri, oplyses det i et notat fra kommunen.
“Studios er for unge mennesker, som vil bo i et frivilligt fællesskab i Billund uden for studie- og arbejdspladsen. Her er man sammen om at bo godt småt, hvor man ejer mindre, og har adgang til mere”, lyder det i notatet
“Udover studios skal der indrettes en række fællesarealer med fælles funktioner for beboerne i studiosene, hvor fællesskabet er i højsædet. Dette indebærer, at der centralt i gårdrummet ønskes opført et fælleshus med fælleskøkken”, lyder det videre.
De kommende boliger opføres med henblik på kortere eller mellemlange lejekontrakter.