København lægger sig fast på ny metrolinje M5. Illustration: Københavns Kommune.
København lægger sig fast på ny metrolinje M5. Illustration: Københavns Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

København skal i 2035 være bundet endnu bedre sammen med metro mod Refshaleøen og Lynetteholm. Derfor har forligskredsen bag Lynetteholm nu besluttet at arbejde videre med en ny metrolinje M5. Samtidig vil kredsen igangsætte en undersøgelse af metronettets udvidelse til flere bydele – eksempelvis Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Valby, Amager, Frederiksberg, Hvidovre og sågar Malmø. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

To forskellige linjer har været i offentlig høring. En lilla linje fra Københavns Hovedbanegård via Amagerbrogade til Refshaleøen og Lynetteholm, og en orange linje fra Østerport til Refshaleøen og herfra til Lynetteholm. Det er altså den lilla linje, M5, som rummer 10 stationer herunder et stop på Østerport, som politikerne vil arbejde videre med.

– København skal have meget mere metro, som løfter den kollektive trafik og binder byen sammen på en grøn, bæredygtig og social måde. Derfor er jeg glad for, at et flertal på Rådhus nu har valgt at gå videre med en ny M5 linje, der skal stå færdig i 2035 og sikre metro mod Refshaleøen og Lynetteholm, siger overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S)

– Men jeg synes det er helt oplagt, at vi allerede nu starter undersøgelsen af, hvordan vi får metro til andre bydele. Det kan for eksempel være til Nordvest, Frederiksberg og Hvidovre – og på sigt mod Malmø. Jeg håber, at mine kollegaer vil være med til skabe mere metro på tværs af hele København, uddyber hun.

Økonomiudvalget i Københavns Kommune mødes den 21. februar. Her vil man også igangsætte en undersøgelse af en forlængelse af M5 som en ringforbindelse med yderligere stop på Rigshospitalet, Stengade og Forum.

Undersøgelsen af perspektiver og muligheder for metroudbygninger mod de øvrige bydele i København forventes koordineret omkring arbejdet med den kommende Kommuneplan 2024.

For nylig blev det meldt ud, der udvikling af Refshaleøen inden længe kan komme på tegnebrættet.

Fakta om M5

M5 Linjen er en ny selvstændig metrolinje med 10 stationer. Linjen går fra Københavns Hovedbanegård via Islands Brygge, Amagerbrogade og Refshaleøen til Lynetteholm og Østerport.

Metrolinjen er tænkt som en tunnellinje bortset fra strækningen mellem v/Prags Boulevard Øst og v/ Lynetteholm Nord, hvor stationerne er tænkt som højbanestationer. Metrolinjen har omstigningsstationer ved København H, DR Byen og Lergravsparken og sikrer dermed sammenhæng til det øvrige metronet. Linjen betjener også Kløverparken-området, der ligesom Refshaleøen forventes at gennemgå en større byudvikling de kommende år.

Det er på sigt muligt at videreføre linjen som ringforbindelse til Københavns Hovedbanegård via Rigshospitalet, Stengade og Forum.

Denne linje aflaster på tværs af havnen, og løser dermed kapacitetsudfordringen på M1/M2. Linjen anlægges i etaper, hvor første etape går fra København H til Refshaleøen, og linjeføringen fortsættes til Lynetteholm, hvor stationerne åbner i takt med byudviklingen.

Kontrol- og vedligeholdelsescentret skal ligge på Prøvestenen.

  • Metrolinje M5 forventes taget i brug i 2035.
  • Det samlede restfinansieringsbehov for M5 er beregnet til 14,7 milliarder kroner (2020-priser).

Den nye linje M5 får 10 stationer:

  • København H
  • Bryggebroen (ny)
  • DR Byen
  • Amagerbrogade Syd (ny)
  • Lergravsparken
  • Prags Boulevard (ny)
  • Refshaleøen (ny)
  • Lynetteholm Syd (ny)
  • Lynetteholm Nord (ny)
  • Østerport

Og kan udvides med yderligere tre stationer til en ringforbindelse via: 

  • Rigshospitalet
  • Stengade
  • Forum

Den videre proces for M5

  • Første kvartal 2023: Politisk behandling af hvidbog over høringssvar til idéfasen. Efterfølgende skal forligskredsene bag Lynetteholm i henholdsvis Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation beslutte, hvilken linjeføring for M5, der skal undergå en miljøkonsekvensvurdering.
  • 2023-2024: Udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport, der afsluttes med 8 ugers offentlig høring. Efterfølgende forventes det, at der vedtages en anlægslov og udstedes myndighedstilladelse til projektet.
  • 2025: Udbudsprojektering og udbud
  • 2026-2034: Anlægsfase.
  • 2035: Metrolinje M5 forventes taget i brug.

Kilde: Københavns Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling