Nu bliver det muligt at etablere et nyt og moderne Agerbækhuse, som skal erstatte botilbuddet, der i dag ligger på Gymnasievej.
Et lånetilsagn fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet på 169,4 millioner kroner over årene 2025 og 2026 sikrer byggeriet.
Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
Det nye Agerbækhuse får plads til 40 beboere og bliver etableret som et erstatningsbyggeri, der imødekommer behovene hos borgere med multiple fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Botilbud indrettes med værelser med eget badeværelse og fællesområder, der er tilpasset målgruppen.
– Socialtilsynets rapporter har igennem længere tid påpeget, at de nuværende fysiske rammer ikke længere lever op til de krav, der er nødvendige for at kunne støtte vores borgeres særlige behov, udtaler formand for Socialudvalget, Lissie Kirk (S).
– Det nye Agerbækhuse vil ikke blot opfylde disse krav, men også give os mulighed for at udvide kapaciteten og tilbyde bedre forhold for vores borgere, ligesom det forbedrer arbejdsvilkårene for de ansatte.
De 40 nye boliger organiseres i fire afdelinger med 10 boliger i hver afdeling, hvor der inden for hver afdeling er mulighed for at lave en skærmet enhed med to boliger med egen skærmet indgang og ophold. De fire afdelinger samles i to klynger. Det nødvendige etageareal til 40 boliger inklusive fælles- og servicearealer i ét plan udgør 4.360 kvadratmeter.
Det nuværende Agerbækhuse på Gymnasievej bliver renoveret og omdannet til et midlertidigt botilbud med 28-32 pladser til en mere selvhjulpen socialpsykiatrisk målgruppe. Det giver kommunen mulighed for at tilbyde midlertidige botilbud til borgere, der har behov for støtte, men som også er i stand til at leve mere selvstændigt.
Der er i dag en stor efterspørgsel på midlertidige botilbudspladser, og det nye Agerbækhuse samt renoveringen af Gymnasievej vil betydeligt øge kommunens kapacitet og reducere behovet for at benytte eksterne tilbud uden for kommunen.