En helt ny type plejehjem kan være på vej i Køge

Regeringens reform af ældreområdet gør det muligt at oprette såkaldte "lokalplejehjem", og den mulighed overvejer man i Køge Kommune at benytte sig af.

Regeringen har lanceret muligheden for etablering af såkaldte lokalplejehjem gennem reformen af ældreområdet.

Den ny type plejehjem skal have større frihed til, at medarbejdere, ledelse, beboere og pårørende i højere grad kan indrette dagligdagen, som de ønsker – blandt andet med mulighed for tilkøbsydelser.

Ifølge en pressemeddelelse fra Køge Kommune har politikerne i byrådet nu besluttet at nedsætte et såkaldt opgaveudvalg, der skal drøfte mulighederne for at omdanne et eller flere plejehjem i Køge Kommune til lokalplejehjem.

– Lokalplejehjemmene er kendetegnet ved mere lokal frihed og mere valgfrihed til beboere og medarbejdere. Det er principper, som ligger godt i tråd med de forandringer, som vi er i gang med på ældreområdet generelt i Køge Kommune, hvor vores ældrepleje skal være god, omsorgsfuld og nærværende, men også mere fleksibel, udtaler Køges borgmester Marie Stærke (S).

Læs også: Plejecenter i Køge skal udvides for over 100 millioner

Udvalget skal komme med anbefalinger til byrådet om, hvordan de nye muligheder bedst kan udnyttes i Køge Kommune. Formand for det nye opgaveudvalg bliver Mette Jorsø (R).

– Vi står over for en meget spændende udvikling på ældreområdet, hvor lokalplejehjem er en konkret mulighed for frisættelse til gavn for både borgere, medarbejdere og pårørende. Jeg ser meget frem til at høre input fra mange sider og glæder mig til, at vi kan være med til at lave nogle gode rammer for lokalplejehjem i Køge Kommune – for det er sammen, at vi laver de bedste og mest holdbare løsninger, udtaler hun.

Lokalplejehjemmene vil skulle oprettes som et aktieselskab med en professionel bestyrelse blandt andet med medlemmer fra lokalområdet og/eller det lokale erhvervsliv og med et fortsat kommunalt tilsyn.

Om lokalplejehjem

Lokalplejehjem er en del af den politiske aftale om ældrereformen fra april, som regeringen indgik med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Per 1. januar 2025 har kommunerne med loven fået mulighed for at etablere eller omlægge kommunale plejehjem til lokalplejehjem. Med aftale om ældrereformen er afsat 120 millioner kroner fra 2024-2027 til at understøtte kommunernes modning til og implementering af lokalplejehjem.

Kilde: Køge Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling