Tusculum er en af landets mest markante boliger: 704 kvadratmeter herskabeligt liebhaveri på Nybrovej 375 i Kongens Lyngby. Villaen ligger på bredden af Bagsværd sø med statsministerboligen Marienborg som nærmeste nabo.
Det er da heller ikke ofte, at den slotslignede pragtvilla kommer til salg, men den har netop ramt det offentlige boligmarked i selskab med en svimlende udbudspris på intet mindre end 72 millioner kroner.
Det skriver boligsitet Boliga.
Sidst, udsigtsvillaen blev handlet, var i 2013, hvor erhvervsmand, iværksætter og medstifter af Løkkefonden, Lars Kolind, købte Tusculum sammen med sin hustru Vibeke Wesarg Riemer.
I maj 2012 blev huset sat til salg for 68 millioner kroner, men allerede i august samme år blev prisen sat ned til 58 millioner kroner. Lars Kolind og Vibeke Wesarg Riemer endte dog med at betale for 45,5 millioner kroner for ejendommen i februar 2013.
Parret har altså efter ti års ejerskab lidt af en gevinst i vente; rundt regnet 26 millioner kroner, hvis de sælger til udbudsprisen.
LÆS OGSÅ: HOTELKONGE KØBER VILLA I HELLERUP FOR 110 MILLIONER
Igennem hjemmets 276 års levetid har der – ifølge salgsmaterialet hos liebhavermægleren Ivan Elftoft Nielsen – blot været 21 ejere.
Det betyder, at du har mulighed for at blive nummer 22 og overtage nøglerne til de 14 værelser, der ligger på en over 3.400 kvadratmeter stor vandkantsgrund i det mondæne boligområde på grænsen mellem Storkøbenhavn og kongernes Nordsjælland.
Huset er bygget i 1746, og ifølge liebhavermægleren er det svært at beskrive alle ejendommens kvaliteter.
“Tusculum er i dag så stor og mageløs en privatbolig på godt 900 etagemeter, at det ikke giver mening at beskrive den i en salgsopstilling”, lyder det i netop salgsopstillingen.
Et af landets dyreste huse
Udbudspriser i det svimlende prisleje er ikke hverdagskost på det danske boligmarked, derfor er det heller ikke overraskende, at Tusculum placerer sig i top fem over de dyreste villaer til salg lige nu.
Ifølge Boliga er der i øjeblikket blot fire villaudbud til salg for højere beløb end udsigtsvillaen ved Bagsværd Sø. Villaer, der alle sammen ligger i Nordsjælland og koster mellem 75 og 80 millioner kroner – undtagen den allerdyreste.
LÆS OGSÅ: DANMARKS DYRESTE SOMMERHUS NOGENSINDE TIL SALG
Det er nemlig et palæ på lidt over 380 kvadratmeter inde midt i København tæt på Christiansborg, der er til salg for runde 100 millioner kroner.
Lars Kolind er investor og forfatter til en lang række erhvervsbøger. Han har blandt andet været administrerende direktør i Oticon og i bestyrelsen hos flere danske virksomheder som Grundfos og Zealand Pharma.
I 2007 stillede han desuden op som folketingskandidat for Liberal Alliance, dog uden at blive valgt ind.