Landinspektørvirksomheden LE34 har i løbet af det seneste år åbnet nye lokalkontorer i Nykøbing Mors og Brønderslev.
Nu kan Holbæk også plottes på landkortet. LE34 Holbæk har til huse i kontorfællesskabet Væksthuset på Amtmandsvej 2 og er virksomhedens 31. kontor.
Det skriver LE34 i en pressemeddelelse.
Kontoret drives af landinspektør og afdelingsleder Mathias Nielsen, der er opvokset i Vipperød fire kilometer syd for Holbæk.
Læs også: Her er planen for Energibyen i Holbæk
– Med et lokalt kontor er vi nu endnu bedre dækkende lokalt, og vi kan derfor også give vores kunder en bedre service ved at rykke hurtigere ud. Det er rigtig godt i forhold til eksisterende kunder, men også med henblik på at tiltrække nye, udtaler Mathias Nielsen.
Holbæk får beskikket landinspektør
Mathias Nielsen, der er beskikket landinspektør, blev uddannet i 2019 og har de seneste knap fem år haft sin daglige gang hos LE34 i Køge.
– Det er fantastisk, at vi kan åbne en ny afdeling med en beskikket landinspektør, der allerede har et godt lokalkendskab, familie og netværk i et område med god aktivitet. Mathias vil være savnet i Køge, men mon ikke vi får jævnligt besøg eller kan sende lidt sager i hans retning, siger Poul Moesgaard, der er afdelingsleder hos LE34 i Køge.
Mathias Nielsen har stor erfaring med traditionelle landinspektørydelser som for eksempel opmåling, afsætning, tinglysning, udstykning og matrikulære sager for både privatkunder, virksomheder og kommuner, hvilket også er det primære fokus hos LE34 i Holbæk.
Læs også: LE34 etablerer nyt forretningsområde med fokus på energiprojekter
På længere sigt forventer den nye afdelingsleder dog i stigende grad at udvide paletten med yderligere opgavetyper i Holbæk-området.
– I første omgang ser jeg frem til at tage rigtig godt imod alle vores samarbejdspartnere og kunder på vores nye kontor. Fremadrettet ser jeg også et stort potentiale i nye lokale kunder inden for blandt andet ejendomsudvikling og entreprenørbranchen, siger Mathias Nielsen.
Udover Mathias Nielsen er der per 1. februar ansat en ny kort- og landmålingstekniker.
– Jeg håber og forventer, at vi forholdsvis hurtigt i løbet af det kommende år får så meget at lave, at vi udover den kommende kort- og landmålingstekniker også får brug for en ny landinspektørkollega på kontoret, afslutter Mathias Nielsen.