Produktionsdirektør Brian Søndergaard Hansen fra Lilleheden. Foto: PR.
Produktionsdirektør Brian Søndergaard Hansen fra Lilleheden. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Lilleheden i Hirtshals har netop investeret et tocifret millionbeløb i et helt nyt produktionsanlæg, et CNC-styret fuldautomatisk bearbejdningscenter.

Det skriver limtræsproducenten i en pressemeddelelse. 

– Vi mærker, at markedet i stigende grad efterspørger limtræ i større byggerier, og den efterspørgsel skal vores produktion kunne imødekomme – også fremadrettet. Træ vinder generelt set indpas, og det betyder for os et kæmpe salgs- og udviklingspotentiale, som vi ønsker at indfri, udtaler Lillehedens administrerende direktør, Hans Henrik von Platen-Hallermund.

Læs også: Nordjysk vinduesproducent med løft i ordretilgangen på over 60 procent

Den nye CNC-maskine automatiserer en stor del af tildanningen på limtræet og flerdobler tildanningskapaciteten. Maskinen kan producere limtræskonstruktioner med komplicerede detaljer og sammensætninger ud fra tredimensionelle tegneprogrammer.

– På den måde kan vi ikke alene lave endnu mere præcise og skræddersyede løsninger, men vi kan også gøre det markant hurtigere og dermed tage både flere og større projekter ind, udtaler Hans Henrik von Platen-Hallermund.

Ny produktionsdirektør

Udover at investere i det nye anlæg har virksomheden også netop ansat en ny produktionsdirektør, Brian Søndergaard Hansen fra Hobro.

Han kommer med mere end 30 års erfaring fra byggebranchen, og ansættelsen af den tunge profil glæder blandt andre virksomhedens administrerende direktør. 

– Han har erfaring med både produktion, træ, byggeri og ledelse, som passer perfekt til Lilleheden og det behov, vi står med netop nu. Samtidig kommer han med et personligt engagement og udviklingsfokus, som uden tvivl kommer til at rykke vores produktion i en rigtig positiv retning, lyder det fra Hans Henrik von Platen-Hallermund.

Brian Søndergaard Hansen har igennem sine 30 år i byggebranchen besat flere store og relevante stillinger som eksempelvis administrerende direktør, teknisk direktør og salgs- og entreprisechef hos diverse byggevirksomheder. Nu ser han frem til at dykke ned i opgaverne hos Lilleheden.

Læs også: Jyske træproducenter udvikler særlig limtræsløsning til udendørs brug

– Lilleheden står lige nu overfor et marked, der i stigende grad efterspørger træprodukter, og det betyder, at vi har en stor forandringsdagsorden foran os, hvor vi som producent blandt andet gerne vil involveres tidligere i byggeprojekter, lyder det fra den nye produktionsdirektør, Brian Søndergaard Hansen.

– Det stiller krav til både vores projektafdeling, vores sælgere og ikke mindst hele produktionssetuppet, da vi som helhed skal blive endnu bedre til at navigere i projektmarkedet. Det er en virkelig spændende opgave, som jeg glæder mig til at dykke endnu mere ned i de kommende år.

Det nye produktionsanlæg er netop blevet installeret i produktionen i Hirtshals, hvor al Lillehedens produktion af konstruktionslimtræ foregår.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling