
Et nyt lovforslag om ændring af jernbaneloven kan få stor betydning for flere områder i Københavns Kommune.
Det fremgår af et notat fra Københavns Kommune, ligesom Byrummonitor har skrevet om sagen.
Lovforslaget giver transportministeren mulighed for at udpege arbejdspladsarealer i forbindelse med statens jernbaneinfrastruktur som omfattet af de nye regler.
Det betyder ifølge notatet fra Københavns Kommune, at områder tæt på jernbanen kan blive påvirket af ændringer i støjniveauer og begrænsninger i forhold til byudvikling og boligprojekter.
Ifølge kommunens forvaltning vil en fremtidig udpegning af arbejdspladsarealer sandsynligvis tage udgangspunkt i Banedanmarks eksisterende interesseområder. Det er dog ikke et krav, at arealerne på forhånd er udpeget som nationale interesser.
Blandt de områder, der kan blive berørt, er Jernbanebyen. Her droppede Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension i december 2024 en aftale om udvikling af en ny bydel i et joint venture med DSB Ejendomsudvikling. Det skete på bagkant af, at transportministeren havde sat en bremseklods i udviklingen.
Men lovforslaget kan give transportministeren mulighed for at fjerne indsigelser mod lokalplaner. For at ny planlægning kan gennemføres, skal Banedanmark og grundejerne dog stadig indgå aftaler, der sikrer, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser bliver overholdt.
Eksisterende boliger tæt på Banedanmarks arbejdspladsarealer ved Ingerslevsgade, Enghavevej og i Den Gule By risikerer at opleve mere støj, selvom det ifølge lovbemærkningerne ikke er hensigten med ændringen.
Også på Beauvaisgrunden i Sydhavnen kan både eksisterende og planlagte boliger blive påvirket. Her afventer en ny lokalplan en afklaring med Banedanmark om blandt andet fjernelse af et sidespor, som er en forudsætning for den planlagte udvikling.
Også områderne ved Vingelodden, Svanemøllen Station, Helgoland og Sporsløjfen samt ved Hellerup Station kan blive berørt af de nye regler. I Valby kan lovforslaget få indflydelse på fremtidig planlægning af Valby Idrætspark.
Samlet set kan lovændringen få konsekvenser både for igangværende lokalplaner og for eksisterende boliger i nærheden af arbejdspladsarealer, som transportministeren måtte vælge at udpege.






















