Blot 10,9 procent af danskerne svarer i en ny, omfattende undersøgelse fra analysevirksomheden YouGov og Home, at de planlægger at købe bolig inden for de næste seks måneder.
Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Interessen ligger dermed helt i bund sammenlignet med tidligere målinger i Homes Køberbarometer.
Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024
Det historiske gennemsnit i køberbarometeret – der er gennemført hver kvartal siden 2017 – er nemlig på 16,6 procent.
– Tallene virker ved første øjekast lave, men vi må konstatere, at danskernes lyst til boligkøb faktisk viste sig større i 2024, end hvad de umiddelbart svarede i barometer-undersøgelsen. Det samme kan vise sig i år, siger Martin Wiesener, administrerende direktør i Home-kæden.
Interessen for boligkøb var i snit på 12,6 procent ifølge de fire barometer-målinger i 2024.
Dét var noget lavere end i 2023, året inden den meget omdiskuterede boligskattereform. Her var interessen nemlig på 15,4 procent i gennemsnit.
Men trods dette blev der solgt flere boliger i 2024 end i 2023.
Overraskende boligsalg
På landsplan steg boligsalget med 7.666 handler – svarende til en stigning på 9,8 procent – til 85.969 solgte boliger ifølge tal fra Boligsiden.
Læs også: Redegørelse: Tre faktorer bag stigende boligpriser
– 2024 overraskede positivt, også os i mæglerbranchen. Lejlighedsmarkedet – og især i hovedstaden – kom langsomt i gang efter overgangen til de nye skatter og mange handler op til overgangen. Men ellers har hele boligmarkedet haft medvind fra lavere renter, lønstigninger og i store træk også fra skattereformen, hvor rigtig mange boligejere faktisk har fået en lavere skat, siger Martin Wiesener.
Interessen faldt mest i hovedstaden – og steg mindst
Det var særligt folk i hovedstaden, der ifølge køberbarometeret skruede mest ned for boligkøbsplanerne i 2024. Her faldt andelen af aktuelle boligkøbere fra 2023 til 2024 nemlig med 6,5 procentpoint. I de øvrige regioner faldt andelen af købere også, men i mindre omfang.
Denne tendens i køberbarometeret afspejles også i handelsstatistikken, hvor Region Hovedstaden er den region, hvor boligsalget er steget mindst fra 2023 til 2024.
Her blev der handlet 5,2 procent flere boliger, mens der altså på landsplan blev solgt 9,8 procent flere boliger.
Læs også: Så meget stiger boligpriserne frem mod 2030
Det viser, at barometeret fangede tendensen – ikke som en nedgang i handler, men som en mindre fremgang i forhold til andre regioner.
– I det nye barometer ligger interessen for boligkøb lavere end for et år siden i alle regioner – med undtagelse af Nordjylland, men alle prognoser taler for, at vi får et godt boligår, siger Homes direktør.
– Renten vil falde yderligere, eksperter og danskerne selv forventer højere huspriser og privatøkonomien har det godt trods flere års forskrækkelser på den front, så vi ser med optimisme på den kommende tid, hvor vi snart rammer årets mest travle måneder for at sætte gang i boligsalget.
Har du planer om at købe bolig inden for det næste halve år?
Landstal | |
Ja | 10,9 procent |
Ja, hus/rækkehus | 5 procent |
Ja, lejlighed | 4,3 procent |
Ja, sommerhus/fritidsbolig | 1,8 procent |
Ja, anden type bolig | 1,4 procent |
Nej | 89,1 procent |
Totalsum | 101,5 procent |
Så mange har planer om at købe bolig inden for de næste halve år
Region | Januar 2025 | Januar 2024 | Januar 2023 | Historisk snit 2017-2025 |
Hovedstaden | 11,7 procent | 17,4 procent | 19,3 procent | 16,6 procent |
Midtjylland | 9,4 procent | 13 procent | 12,4 procent | 12,9 procent |
Nordjylland | 12,9 procent | 11,5 procent | 9,5 procent | 12,5 procent |
Sjælland | 11 procent | 13,2 procent | 10,5 procent | 12,6 procent |
Syddanmark | 10,4 procent | 14,6 procent | 13,7 procent | 13,1 procent |
Landsplan | 10,9 procent | 14,6 procent | 14,3 procent | 14 procent |
Kilde: YouGov for Home, undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2025 CAWI-interview med danskere over 18 år i perioden den 3.-14. januar 2025.