Mægler skal udleje 63 nye boliger i Næstved

Nu begynder udlejningen af de første boliger i Stenlængegårdskvarteret i Næstved. Der er tale om 63 boliger, der bygges i første etape af "StenlængePark".

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Maycon er ejendomsudvikler på det nye StenlængePark, hvor der skal bygges 146 nye boliger. Projektet bygges i tre etaper, og første etape begynder i slutningen af 2023 med 63 boliger i form af 45 lejligheder og 18 rækkehuse fra 63 til 95 kvadratmeter med henholdsvis to, tre og fire værelser. Det skriver ejendomsudvikleren i en pressemeddelelse.

– Der har allerede været stor interesse for de nye boliger, og det bekræfter, at der er mange, der gerne vil bo bæredygtigt i dag, udtaler Anders Mayland, direktør hos Maycon.

Ifølge Maycon udvikles StenlængePark med bæredygtighed som omdrejningspunkt. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at byggeriet bliver DGNB-certificeret.

LÆS OGSÅ: MAYCON SKAL BYGGE 150 BOLIGER I NÆSTVED

– Vi har valgt materialer med en lang levetid og høj genanvendelighed, fordi det bidrager til at reducere ressourceforbruget, og de nye boliger får et lavt CO2-aftryk og et lavt energiforbrug for at minimere påvirkningen af miljøet, fortsætter Anders Mayland.

StenlængePark bliver også bygget med fællesskab i fokus, oplyser ejendomsudvikleren. Bebyggelsen udstyres med et stort orangeri i gårdhaven, og der anlægges et stisystem, som vil sno sig gennem området og forbinder boligerne med opholdsarealer, en legeplads og de grønne omgivelser.

Boligerne i StenlængePark udlejes af EDC Poul Erik Bech i Næstved.

– Vi glæder os til at gå i gang med udlejningen af de nye bæredygtige boliger i StenlængePark, for de repræsenterer en unik kombination af moderne livsstil og bæredygtighed. Derfor er vi også sikre på, at de vil tiltrække mange, og vi ser frem til at hjælpe interesserede lejere med at finde deres nye hjem i dette fantastiske nye boligområde, fortæller Thomas Pedersen, partner og afdelingsleder hos EDC Poul Erik Bech i Næstved.

LÆS OGSÅ: NÆSTVED KOMMUNE DROPPER SAMARBEJDE MED ARKITEKTER

StenlængeParks centrale placering i forhold til både bylivet og de grønne omgivelser er ifølge Maycon en af de mange fordele ved den nye bydel, der også bliver hjemsted for den nye svømmehal og en ny daginstitution, der kommer til at ligge lige overfor boligerne i StenlængePark. Derudover ligger det også tæt på gode indkøbsmuligheder, påpeger Maycon.

– At de nye boliger ligger tæt på den smukke natur, der omgiver Næstved, og samtidig tæt på byens centrum, gør området særdeles attraktivt for både unge, familier og seniorer, afslutter Anders Mayland.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling