Foto: © Home / Palle Peter Skov.
Foto: © Home / Palle Peter Skov.

Flere købere tog på fremvisning i marts 2024, og for første gang i fem måneder steg køberaktiviteten ude i boligerne, men underskriften lod vente på sig.

Signalerne fra boligmarkedet var blandede. Måneden bød på flere købere på fremvisning, mens antallet af handler og salgspriser er faldet.

Det fremgår af det seneste Boligbrief fra Home og Danske Bank, som hver måned giver et indblik i tendenserne på det danske boligmarked.

Læs også: Boligpriserne faldt i januar 2024

Tallene er korrigerede for sæsonudsving og er opgjort som et tre måneders glidende gennemsnit for at understrege tendenserne på markedet.

Fremvisninger er strømpil for flere handler

Antallet af fremvisninger viste en opadgående tendens for alle tre boligtyper efter nogle måneder med færre skridt i indkørsler og på trapperne.

I marts ser der set en stigning på 0,4 procent købere i villaer og rækkehuse i forhold til februar, mens fremgangen var endnu større med 4,3 procent flere købere i ejerlejlighederne og den største fremgang i sommerhusene med 9,4 procent flere på boligjagt.

Læs også: Så meget voksede de danske kommuner i 2023

Og det er interessant, fremhæver Home. Siden november er boliginteressen målt i fremvisninger nemlig faldet.

– Fremvisninger er en vigtig strømpil for boligsalget den kommende tid, og her er der altså gode tegn i tallene med flere fremvisninger for første gang i fem måneder, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Men marts endte i færre underskrifter, og priserne lidt op og ned

I modsætning til flere fremvisninger blev der solgt færre boliger i marts.

For villaer og rækkehuse gik salget tilbage med 2,1 procent, mens antallet af solgte lejligheder var 5,9 procent lavere, og salget af sommerhusene lå 6,3 procent under februar.

Ikke desto mindre har huspriserne oplevet en svag stigning på 0,2 procent. De gennemsnitlige salgspriser på ejerlejlighederne fulgte mønstret for handler og er faldet med 1,6 procent. Priserne på sommerhuse så ligeledes et fald på 0,8 procent.

Læs også: Voldsom forskel på boligpriserne i Danmark

– Det er altså lidt en blandet omgang, vi har set på boligmarkedet – nærmest som vejret i det tidlige forår. Her er både solstrejf og et vinterpust, men det er vores og den generelle forventning, at udsigten for boligmarkedet generelt tegner lyst – med mere i lønningsposen til danskerne, lavere renter og mange i job. Det er vigtige parametre, når køberne og sælgerne overvejer at flytte, siger Michael Dalsager.

Det seneste år er handlerne og priserne steget

  • Set over det sidste år er udviklingen på landsplan også lidt blandet på tværs af boligtyperne.
  • Her er det især hussalget, der taler for en solbrille, og springer i øjnene med 18,6 procent flere handler.
  • Sommerhusene markerer sig med det største hop i priserne på 12 procent, men helårshusene og lejlighederne er også over sidste års salgspriser med plusser på 6,9 procent og 2,7 procent.
  • Lejlighederne, som der har været meget fokus med boligskattereformen, holder sig også på den bedre side af 2023, når det kommer til handler.
  • Her er solgt 2 procent flere lejligheder end samme tid for et år siden, men der var 9 procent færre på fremvisninger.

Boligmarkedet Februar-Marts 2024

  • Fremvisningsindeks

    • Villaer og rækkehuse: Fremvisninger ↑ 0,4procent
    • Ejerlejligheder: Fremvisninger ↑ 4,3 procent
    • Sommerhuse: Fremvisninger ↑ 9,4 procent
  • Handelsindeks

    • Villaer og rækkehuse: Solgte huse ↓ 2,1 procent
    • Ejerlejligheder: Solgte ejerlejligheder ↓ 5,9 procent
    • Sommerhuse: Solgte sommerhuse ↓ 6,3 procent
  • Prisindeks

    • Villaer og rækkehuse: Priser ↑ 0,2 procent
    • Ejerlejligheder: Priser ↓ 1,6 procent
    • Sommerhuse: Priser ↓ 0,8 procent

Boligmarkedet marts 2023 til marts 2024

  • Fremvisningsindeks

    • Villaer og rækkehuse: ↑ 3,3 procent
    • Ejerlejligheder: ↓ 9 procent
    • Sommerhuse: ↓ 4,7 procent
  • Handelsindeks

    • Villaer og rækkehuse: ↑ 18,6 procent
    • Ejerlejligheder: ↑ 2 procent
    • Sommerhuse: ↓ 9 procent
  • Prisindeks

    • Villaer og rækkehuse: ↑ 6,9 procent
    • Ejerlejligheder: ↑ 2,7 procent
    • Sommerhuse: ↑ 12 procent

Kilde: Home Boligbrief for marts 2024.