Mænd bor i villaer, kvinder bor i rækkehuse og lejligheder

Flest enlige mænd bo i villaer, mens enlige kvinder foretrækker at bo i rækkehus eller lejlighed. I alt bor 1,2 millioner danskere i singlehustande.

Der er forskel på, hvordan henholdsvis kvinder og mænd foretrækker at bo. Det har ejendomsmæglerkæden Estate analyseret sig frem til.

Og ganske mange mænd og kvinder bor alene – enten som et aktivt valg eller på grund af livsændringer såsom en skilsmisse. I alt kan 119.024 enlige mænd kalde sig villaejere, mens kun 100.895 enlige kvinder bor i en villa, de ejer. Det svarer til en fordeling på 54 procent til mændene og 46 procent til kvinderne, fremgår det således af en pressemeddelelse fra Estate.

Ifølge presseansvarlig i Estate, Alexander Falck Winther, skyldes forskellen i boligforholdene for kønnene forskellige grundlæggende behov og ønsker for henholdsvis mænd og kvinder.

– Det kan ligge grundlæggende i mange mænd, at de ønsker ejerskab og kontrol over boligen. Mange kvinder har måske ikke et lige så stort behov for at bo i en villa. De foretrækker måske i stedet den fleksibilitet, der kan være i at bo i et mindre rækkehus eller i lejlighed, siger Alexander Falck Winther.

Samtidig kan lønforskelle mellem mænd og kvinder også spille ind, påpeger han. Tal fra 2020 fra Danmarks Statistik viser, at mænd af forskellige årsager tjener 18 procent mere end kvinder.

– At mænd generelt har en højere løn kan sagtens være medvirkende til, at enlige mænd dominerer statistikken over villaer, som er dyrere at eje, siger Alexander Falck Winther.

Flest enlige kvinder ejer rækkehus og lejlighed

Omvendt er det singlekvinderne, der dominerer statistikken, når det kommer ejerskab af rækkehuse og lejligheder blandt enlige danskere.

Mens 32.615 singlekvinder ejer et rækkehus, kan kun 18.055 singlemænd kalde sig rækkehusejer. Det svarer til en fordeling på 64 procent til kvinderne og 36 procent til mændene.

Og 35.511 singlekvinder ejer deres lejlighed, mens tallet kun er 31.805 for enlige mænd. Det svarer til en fordeling på 53 procent til kvinderne og 47 procent til mændene, skriver Estate.

– Mange enlige kvinder foretrækker måske den større fleksibilitet ved at eje en lejlighed eller et rækkehus fremfor en villa. Samtidig ser vi, at kvinder oftere end mænd flytter fra villaer, hvis de bliver skilt fra deres partner, siger Alexander Falck Winther.

Hvis kun én person flytter, er det i 55 procent af tilfældene kvinden. Har parret sammen boet i villa, er andelen dog lidt højere – nemlig 65 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik ifølge ejendomsmæglerkæden.

I hele Danmark bor 537.934 danske mænd alene, mens 702.232 kvinder bor alene. Siden 2010 er antallet af singlehusstande nemlig steget med 8,4 procent fra 1.136.811 i 2010 til 1.214.589 i 2020.