AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Magasin lancerer nu en satsning på mindre, specialiserede butikker sammen med stormagasinets investerings-strategi, der indtil nu har betydet opkøb og investeringer i en række brands-

Stormagasinet åbner i SlotsArkaderne i Hillerød et nyt, skalerbart forretningskoncept, der vil have fokus på modetøj, tilbehør, skønhedsprodukter og ting til hjemmet.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Detailbranchen udvikler sig konstant, og et “small store”-koncept kan give Magasin den nødvendige platform for ekspansion i alle de relevante lokale markeder. Vi tror på at konceptet vil styrke vores markedsposition og imødekomme forbrugeres behov for lokale fysiske shopping-oplevelser samtid med, at hele Magasins sortiment vil blive stillet til rådighed for kunderne, udtaler Peter Fabricius, administrerende direktør hos Magasin.

– Butikkerne skal først og fremmest levere nogle relevante varer der ikke allerede nyder bred distribution. På den måde er det vores ambition at kunne vinde nye kunder ved at kunne tilbyde specifikke brands og udvalgte private labels. Vi tror på, at kombinationen af mindre forretninger, stormagasiner og en robust “e-commerce”-platform danner rammen for fremtidens stormagasin.

Flere forretninger på vej

Ifølge Peter Fabricius er målet at skabe en model, der ikke blot fungerer i Danmark, men som også kan tilpasses og implementeres i andre markeder.

Magasin har tidligere fortalt om ekspansionsplaner uden for Danmarks grænser og det er stadig visionen.

– Vi har store ambitioner med det nye forretningskoncept og vi har på nuværende tidspunkt flere lokationer i kikkerten i Danmark, hvis alt går som vi forventer. Vi begynder rejsen i Hillerød fordi vi ser et stort potentiale i den placering. Med sin stærke lokale forankring og mange besøgende, passer SlotsArkaderne strategisk rigtig godt til Magasins brand, og vi er overbeviste om, at vi kan bidrage positivt til lokalområdet i Hillerød og omegn, samt give turisterne en unik shopping-oplevelse, der ikke tidligere har været tilgængelig her.

Nye IT-løsninger styrker “omni-channel”-strategien

Det nye forretningskoncept står på skuldrene af Magasins nye IT-løsninger, som stormagasinet har investeret mere end 20 millioner kroner i.  Helt nye kassesystemer i alle forretninger har gjort det muligt for Magasin at styrke “omni-channel”-strategien yderligere, blandt andet ved at gøre hele stormagasinets sortiment tilgængeligt i alle forretninger.

Det har ifølge Peter Fabricius givet anledning til at eksperimentere med mindre, lokalt forankret forretninger.

– Hybridformat tilbyder et kurateret udvalg af varer i den fysiske forretning, som samtidig er fuldt integreret med vores digitale løsninger, såsom “køb online og hent i forretningen” eller “bestil i forretningen og få leveret hjem”, og så kan vi tilbyde nemmere retur- og bytteservice for onlinekøb, hvilket forbedrer kundeoplevelsen yderligere. Vi arbejder også på at kunne tilbyde hurtigere leveringsformer inden længe, blandt andet levering med bud i større byer. Vi har længe haft en stabil hurtig logistik fra vores online lager og udbygget varemængden over en årrække og derfor er det nu det rigtige tidpunkt at prøve en ny butiksform.

Stormagasinets direktør ser mange fordele ved den nye forretningsmodel, der gør den interessant for Magasin. Mindre forretninger giver Magasin mulighed for hurtigt at tilpasse sig ændringer i markedet og forbrugeradfærd, ligesom sortimentet kan tilpasses de enkelte forretninger. Denne fleksibilitet gør det muligt at reagere effektivt på nye tendenser og behov.

– Vi ser mange muligheder i det her setup, som vi ret hurtigt vil kunne rulle ud i større skala. Det vil få stor betydning for vores tilstedeværelse og synlighed, og selvfølgelig for de kunder, der kommer endnu tættere på Magasin, afslutter han.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling