Kjøller Ejendomme, der er 100 procent ejet af Magnus Kjøller, har overtaget det fulde ejerskab af SQM Ejendomme.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Kjøller Ejendomme har i de seneste fire år haft indirekte delvist ejerskab over SGM Ejendomme, men sætter sig nu på hele selskabets portefølje, som omfatter 223 lejemål, der primært ligger i Randers og omegn.

Læs også: Magnus Kjøller investerer i dansk stålhusfabrikant

Handlen er således “med til at understøtte Kjøller Ejendommes strategi om at udvide og styrke positioneringen omkring den jyske E45”, som det fremgår af meddelelen.

Med overtagelsen bliver Kjøller Ejendommes portefølje næsten fordoblet fra 237 lejemål til 460 lejemål og fra 30.900 kvadratmeter ejendomme til 48.100 kvadratmeter ejendomme.

Ifølge selskabet har porteføljen efter overtagelsen en estimeret værdi på knap 800 millioner kroner.

– Kjøller Ejendomme er allerede solidt etableret i Aalborg og omegn, og nu er det tid til at udvide for at fremtidssikre selskabet yderligere. Derfor er vi meget tilfredse med den seneste transaktion, som er med til at cementere vores position på det jyske ejendomsmarked, udtaler Steen Royberg, bestyrelsesformand for Kjøller Ejendomme.

Læs også: Randers runder 100.000 indbyggere

Selvom SQM Ejendomme overtages, vil Kjøller Ejendomme fortsat samarbejde med Lasse Klitgaard Sanderhoff, der indtil for nylig ejede halvdelen af SQM Ejendomme. Han kommer nemlig fortsat til at stå for drift og service af ejendommene gennem sit nyetablerede serviceselskab.

Transaktionen påvirker ikke de nuværende lejere, understreger Kjøller Ejendomme.

Desuden understreger Magnus Kjøller, at selskabet “stadig appetit på at investere i boligudlejningsejendomme”.