Magnus Kjøller overtager nybyggede rækkehuse i Vestbjerg

Kjøller Ejendomme købt 13 nye rækkehuse i Vestbjerg af Innovater. Ejendomsselskabet har i år udvidet sin portefølje med over 220 lejemål.

Kjøller Ejendomme har den 6. november 2024 overtaget 13 nybyggede rækkehuse i et plan på Ronjasvej i Vestbjerg nord for Aalborg.

Det oplyser Kjøller Ejendomme i en pressemeddelelse, hvor selskabet blandt andet takker samarbejdspartnerne hos Advosion, DEAS, Refsgaard & Sørensen Byggerådgivning, JN Have- og Vicevært Service, Vestergaard Konstruktion og Nykredit for deres bidrag til processen.

Sælger er Innovater, som ud over boligerne også har opført en ny Netto-butik, der er blevet solgt til Blue Capital.

Ifølge Kjøller Ejendomme er Vestbjerg er et populært valg blandt familier og pendlere, da byen blandt andet byder på let adgang til motorvejen.

– Investeringen i Vestbjerg flugter med vores strategi om at skabe attraktive lejemuligheder i oplandsbyerne langs E45, udtaler Magnus Kjøller.

Kjøller Ejendomme køber rækkehuse i Vestbjerg af Innovater.
Kjøller Ejendomme køber rækkehuse i Vestbjerg af Innovater.

– Selvom renteniveauerne stadig er markant højere end for få år siden, fokuserer vi fortsat på at levere kvalitetsboliger til fair priser.

Kjøller Ejendomme har haft et begivenhedsrigt 2024, hvor selskabet blandt andet har udvidet med en portefølje på 223 lejemål i byer som Randers, Hobro, Mariager og Aalestrup samt en ny portefølje i Hjallerup.

Med den seneste erhvervelse i Vestbjerg omfatter Kjøller Ejendommes samlede ejendomsportefølje nu knap 500 lejemål fordelt på over 50.000 kvadratmeter.

Selskabet forventer desuden, at de nye boliger i et udviklingsprojekt i Godthåb syd for Aalborg står klar til indflytning inden for de kommende måneder.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling