For 26,5 millioner kroner er den afdøde “pornokonge” Peter Theanders villa på Skovalleen 29 i Bagsværd blevet sat til salg. Det skriver Boliga.
Peter Theander købte i 1990 ”mini-slottet” for 4,8 millioner kroner. Huset ligger på en 4.040 kvadratmeter stor grund Regattakvarteret, og villaen strækker sig over 401 kvadratmeter med otte værelser.
Villaen med navnet Nydam er sat til salg hos Home Bagsværd.
“Nydam er opført i 1917 og næsten derfor er det en helt naturlig eftertragtet, herskabelig æstetik, der dominerer byggestilen. På den anden side af de hvidpudsede facader venter en perle af en skøn have, der vender direkte ned til Sommersøen”, skriver mægleren om ejendommen.
“Ejendommen Nydam her på Skovalleen 29 er en af dem, der generøst deler ud af det smukke håndværk, det er gjort af. Ingen bygger med så meget charme, sjæl og ånd mere”, lyder det videre.
Boligen er netop sat til salg, og ifølge Boliga er denne type ejendom i gennemsnit udbudt i 50 dage i området. Der gives desuden typisk en prisrabat på 3,9 procent.
Villaen ligger i et område med historiske kongelige forbindelser. Tilbage i 1670 moderniserede dronning Charlotte Amalie fiskedambruget i søerne omkring ejendommen. Området har også været et jagtområde for kongelige og adelige, hvor der blev jaget kronhjorte. Køberen af denne villa får derfor et stykke dansk kulturhistorie med i købet.
Filminstruktør og pornograf Peter Theander skabte i 1960’erne sammen med sin bror Jens Theander et dansk pornoimperium, som ifølge Boliga gjorde dem styrtende rige. Sammen stod de bag virksomheder som Rodox Trading, Color Climax Corporation og Candy Film.