NCC har renoveret Hyldespjældet i Albertslund for bygherren Bo-Vest. Foto: Jonathan Grevsen.
NCC har renoveret Hyldespjældet i Albertslund for bygherren Bo-Vest. Foto: Jonathan Grevsen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I samarbejde med Henning Larsen Architects og ingeniører fra Rambøll har NCC i hovedentreprise stået for renoveringen af Hyldespjældet i Albertslund for 231 millioner kroner.

Efter renoveringen har de 383 boliger fået nye vinduer, nyrenoveret entré efter udskiftning af varmeveksler, renoverede facader og ny ventilation.

Tagene er skiftet, isoleringen er forbedret, og boligerne er blevet energioptimeret. Endelig er alle boligerne blevet malet udvendigt, skriver NCC i en pressemeddelelse.

– Renoveringen har givet et flot opdateret facadeudtryk til en ikonisk tæt-lav bebyggelse fra 1970’erne, fortæller Brian Hasfeldt, områdedirektør i NCC’s renoveringsenhed øst.

Læs også: NCC afleverer sidste boligblok i stort renoveringsprojekt

– Beboerne har også fået nye skure til boligerne, og de gamle fliser, der har været pillet op på grund af dræn- og sokkelarbejde, er blevet lagt på ny.

Hyldespjældet er en boligafdeling under Vridsløselille Andelsboligforening tæt på Vestskoven i det nordlige Albertslund. Afdelingen er opført i indfarvede betonelementer i røde, brune og blå farver med farvede vinduer og døre.

Renoveringen har omfattet udskiftning af tage og tagterrasser, betonfacader og portgennemgange. Udskiftning af vinduer og døre, træfacader, gulve i entreer, betontrapper, terrænkonstruktion, dræn og regnvandsledninger. Installationer og ventilation, ombygning af treetagers boliger og enrums-boliger, beboerhus samt alle skure. Terræn og sokkelisolering og radonsikring.

– Renoveringen af Hyldespjældet har været en hård omgang for områdets beboere, som har boet i boligerne under renoveringen og har haft svære adgangsforhold, begrænset adgang til egne udearealer og haft håndværkere inde i boligerne mange gange, siger Kristian Overby, der er byggeforretningsfører for Vridsløselille Andelsboligforening, Bo-Vest.

Læs også: NCC skal renovere boliger for 730 millioner

– Men resultatet er blevet rigtig flot, og Hyldespjældet begynder at ligne sig selv igen. Beboerne kan de næste mange år glæde sig over et Hyldespjældet, der fremstår næsten som nyt med et bedre indeklima og en lavere varmeregning.

NCC’s renoveringsenhed står for den samlede opgave, men har trukket på blandt andet kolleger i råhusenheden, hvis betonrenoveringsfolk har taget sig af sokkelisolering og renovering af de gamle betonfacader.

Det er NCC’s anlægsenhed, der har udført alt dræn- og kloakarbejde, ligesom de har stået for genetablering af området med fliselægning. Endelig er det NCC’s egen el-afdeling, der har udført elarbejdet på opgaven.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling