Ifølge Odense Kommune har ejendommen på Åbakkevej 67C i Korup indtil 2020 været anvendt til fritidsklub, bygningen brændte efterfølgende brændt ned og fremstår i dag som en brandtomt.
Kommunen solgte i februar 2020 ejendommen for 2 millioner kroner til et selskab, der ejes af Rene Groth og Brian Brandt Bundsgaard, der er specialist i byggesagsbehandling og gennem virksomheden KomPublic hjælper kommuner med at effektivisere sig på netop det område.
Makkerparret vil nedrive den eksisterende bygning og i stedet bygge 10 boliger i form af række- og dobbelthuse i ét plan med saddeltag, fremgår det af referatet fra det seneste møde i by- og kulturudvalget, hvor politikerne gav deres velsignelse til, at der indtil videre kan arbejdes videre med planerne.
I første omgang skal projektforslaget i mindst 14 dages forudgående offentlig høring med henblik på at ændre kommuneplanens rammer og igangsætte en ny planlægning for området.
LÆS OGSÅ: BOLIGFORENING BAG 28 NYE UNGDOMSBOLIGER I ODENSE
Området er i kommuneplanen udlagt til centerområde med en specifik anvendelse til bydelscenter med butikker. For at kunne opføre boliger i området skal kommuneplanen ændres, og der skal udarbejdes en lokalplan, fremgår det af referatet fra udvalgsmødet.
Området strækker sig over et areal på 4.445 kvadratmeter og afgrænses mod nord af Rugårdsvej og mod vest af Kalørvej, mens der syd for området ligger en dagligvarebutik.
Ifølge Odense Kommune har de to grundejere dokumenteret, at ændringen til boligformål ikke vil pålægge de eksisterende dagligvareforretningers krav om støjreducerende foranstaltninger.